TAKE IT AWAY, JÜRGEN! ?>










  • FLERE STATISTIKKER


TAKE IT AWAY, JÜRGEN!






Sommerens transfervindue blev langt fra det samme festfyrværkeri som det vi oplevede i 2018, men hvad skal vi egentlig lægge i det? Er Liverpool et komplet hold? Er der ikke steder vi kan forstærke os? Og har de forsvarende Champions League-mestre altid ret? Dagen derpå presser mange spørgsmål sig på. Frustrerende nok bliver de først endeligt besvaret om et lille års tid.


Det var egentlig ganske slående, da jeg sad og scrollede i feeds på hhv. Twitter og Facebook efter to timers Deadline Day-udsendelse. Meningerne var delte.  Ét sted læste jeg, at Klopp havde styr på det hele og vi bare skulle læne os tilbage og nyde showet. Et andet sted læste jeg, at det var komplet hul i hovedet ikke at bygge videre på en fremragende trup og sikre sig. Jeg kunne forstå begge kommentarer til fulde og faktisk også relatere til dem, for jeg har begge dele i mig. Den blinde tro på at Klopp har hænderne på rattet og får os sikkert frem, men også den nagende tvivl, hvor jeg ser en masse muligheder forsvinde mellem fingrene på os.

Men når man nu har den lille tvivl boende er det så fordi at man er et utaknemmeligt skarn der ikke kan nyde et Champions League-trofæ i mere end en uge? Er det fordi man er blevet FIFA- og FM-ficeret og pludselig ejer en logik der sjældent harmonerer med virkeligheden? Eller handler det om noget dybere? Det vil jeg umiddelbart tro det gør.

For mig handler det om at jeg, i min tid som fan, ikke har oplevet bedre tider i Liverpool. Men jeg er også pinligt bevidst om hvordan det hurtigt kan krakelere med dårlig beslutningstagen. Se bare hvordan ærkerivalerne fra Manchester United har formøblet deres dynasti på mindre end 6 år. Og i vores egen hule kan man bare se på hvordan en magisk 13/14-sæson blev efterfulgt at to år i absolut gråvejr. Det går stærkt i moderne fodbold, rigtig stærkt. 

Det er netop derfor at ønsket om forstærkninger i dette vindue kommer fra store dele af fanskaren. Det gør ikke noget at være lidt bedre forberedt på eventuelt uvejr, uheld og alle de andre uforudsigeligheder tilværelsen byder på. Hvorfor fik Robertson ikke en rigtig back up? Hvem skal presse Mané og træde ind i stedet for ham, hvis han måtte gå i stykker? Det er bare to positioner hvor det ville have pyntet med garderinger, men Jürgen havde andre tanker. Det har uden tvivl skabt et billede af en lille splittelse i fanbasen, hvor det - lidt karikeret - er alle os der godt kunne tænke os bredde mod alle dem der stoler blindt på Klopp. 

Problemet er bare det, at det ikke er så sort/hvidt. Vi kender ikke morgendagen og før sidste sæson var det nok de færreste der havde troet vi ville ramme så højt niveau, hvilket i sidste ende resulterede i det smukke Champions League-trofæ. Ingen har ret før de endelige resultater er gjort op og derfor må vi gøre det vi altid gør. Støtte op, ubetinget. Og det gør vi også. Uanset hvilken side af hegnet vi står.

En der i hvert fald har optjent nok respekt og skaffet nok resultater til at kunne køre et meget inaktivt transfervindue, uden at skulle høre alt for meget for det, er Jürgen Klopp. Uden ham ingen genrejsning af Liverpool med værdierne i orden. Det tror jeg simpelthen ikke på. 

Så når Klopp ikke ser nødvendigheden i yderligere forstærkninger må vi stole på hans dømmekraft. Det var ham der skabte det monster som Liverpool efterhånden er blevet og det er også ham der tager skraldet, hvis det måtte vælte, men hvorfor skulle det det? Et 3-0-nederlag på udebane kan jo som bekendt stadig godt ende med en europæisk triumf, hvis man tror nok på det. 

Nu venter en lang sæson med alt hvad det indebærer. og selvom jeg godt kunne have ønsket mig et reservehjul til turen må jeg også bare acceptere at manden med det sidste ord har sagt nej. Vis os vejen, giv den fuld pedal og tag os til nye triumfer.

Take it away, Jürgen!








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned