Extra: DIVOCK ORIGI - DEN BELGISKE KLODS-HANS ?>










  • FLERE STATISTIKKER


EXTRA: DIVOCK ORIGI - DEN BELGISKE KLODS-HANS





Vi har alle sammen brug for en helt. Men de sejeste helte er ikke dem i stramme spandex-dragter og blafrende kapper. De har jo allerede superkræfter, og selvom superhelte fra tid til anden kommer i knibe, ved vi jo godt, at de ender med at rage kastanjerne ud af ilden - det er ligesom konceptet.

Nej, de mest heroiske aktioner kommer derimod fra de mest uventede kanter. Fra dem der tør bevæge sig ud på den tynde is over det mørke, kolde vand i nødens stund, selvom faren er overhængende. Fra dem der ikke viger fra presset, men vokser med det.

Hverdagens helte om man vil.

En sådan person er Divock Okoth Origi for mig. Med husmandsfinter og svingende dreadlocks går han i krig mod Premier Leagues onde betonforsvarsspillere. Med gåpåmod og entusiasme styrter han mod baglinjen og lever livet stærkest på kanten af feltet, når han skærer ind i banen og skruer bolden mod fjerneste opstander.

God som dagen er lang og tapper som få, undviger vores belgiske bomber ikke ansvaret og går forrest, når Liverpools normale superhelte i fronttrioen en sjælden gang imellem ikke formår at møde op til dåd.

Denne sammensatte helt med lidt for store benbevægelser på grønsværen, og mindst lige så små armbevægelser uden for kridtstregerne, tør lave fejl, hvilket er ganske vitalt, for fejlafleveringer og mislykkede skud bliver leveret i rigelige mængder fra denne alsidige angriber. Men hans fejl og mangler gør ham blot lettere at holde af.

Manden med nummer 27 på ryggen er ikke en halvgud på jord ligesom kolossen Van Dijk i forsvaret eller en målmaskine af faraoske dimensioner som Salah.

Big Divock er menneskelig og fejlbarlig ligesom alle os andre - og derfor elsker jeg ham. Han er manden, der viser os, at der altid er en vej at finde igennem tilværelsens vildnæs, selv hvis man får et par dybe rifter af tornekrattet undervejs.









Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned