BUSKELYSEN: LIGE VED OG NÆSTEN ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: LIGE VED OG NÆSTEN






Martin Busk er som vanligt klar med sin Buskelyse efter gårsdagens Champions League-nederlag til toprivalerne fra Napoli. En kamp der vil blive husket for et yderst omdiskuteret frispark og for en gevaldig forsvarsblunder i overtiden. Læs her hvad Martin Busk fik ud af kampen.

 

For 108 dage siden, løftede vi pokalen med de store ører, på en aften hvor Fernando Llorente prøvede at tabe 0-2. I går aftes var det så hans tur til at tilføje Liverpool et nederlag på 2-0 og oven i købet score det afgørende mål.

Et nederlag, der vel skulle falde på et tidspunkt, faldt derfor på Stadio San Paolo. Præcis som i sidste sæsons udgave af Champions League.

Præstationen var bedre denne gang, men nederlaget større end da de to klubber senest mødte hinanden nede i Syditalien.

Det var det første Liverpool-nederlag i alle turneringer, siden den 1. maj, hvor vi tabte nede i Barcelona og for mig kom det ikke som noget uventet nederlag. Hele dagen blev jeg konfronteret fra andre med, at det nok skulle blive en stensikker LFC-sejr, at Napoli ville blive kørt over, at man havde spillet på en 3-1-sejr og bla bla bla. Mit svar var dagen igennem ‘lad os nu se, jeg er ikke skide sikker’.

Vi så nemlig sidste år, hvor vanskeligt et sted det er at spille. Der er enorm forskel på Napoli hjemme og ude, ligesom de i Carlo Ancelotti har en snu ræv, der kender både gamet og modstanderen. En træner jeg altid har beundret utroligt meget.

Når jeg alligevel mener, at præstationen var bedre end 1-0 nederlaget dernede tilbage i december, så er det fordi, jeg synes Liverpool denne gang kom efter mere, ville mere og virkede mere parate på at vise sig frem. Der var ikke, i hvert fald ikke i de første 45 minutter, tale om en total indpakning. De ville gerne frem på banen, ud over stepperne, angribe og score mål. Jo længere kampen skred frem i løbet af 2. halvleg, blev det dog en anelse mere med håndbremsen trukket - selvom momentum tilhørte Liverpool, da Napoli fik tilkendt sit straffespark.

En overgang sad jeg dog og tænkte, at det lignende, at Klopp ville fedte en nulløsning med hjem. For når man med 10 minutter tilbage ved 0-0, blot har benyttet en enkelt af i alt tre indskiftningsmuligheder, så er det som regel enten derfor, eller fordi man ikke har tillid til de spillere man har siddende på bænken. Det sidste skulle ligne ham dårligt, da hele bænken med undtagelse af reservekeeperen, var spillere han altid har haft stor tiltro til.

Man kan vel egentlig heller ikke fortænke en mand i, at spekulere sådan, når man mod puljens dygtigste modstander har et enkelt point i lommen med så kort tid tilbage. Det farlige, som sidste år, består bare af, at hvis det går galt, er det svært at ændre på med så kort tid tilbage. Gik det så galt på grund af træthed og manglende friske folk fra bænken? Måske ja. Robertson så i hvert fald mest af alt træt ud, da han stak benet ud, ligesom det på det tidspunkt i kampen, kneb med de sædvanlige aggressive tilbageløb.

Skal dommerens præstation så fremhæves for noget godt? Ikke ifølge Jürgen Klopp, samt Twitter- og Facebook-folket. Jeg kan ikke selv blive helt klog på det. Dommer Felix Brych tillod en sjældent set hårdtspillende linje, hvor spillerne fik lov til at gå til vaflerne, som man siger. Det kunne jeg egentlig godt lide, fordi det blev fordelt ligeligt. Det betød i hvert fald et glimrende flow i spillet og han kan bestemt ikke beskyldes for at fløjte kampen i stykker. Man kan sagtens og isoleret set, argumentere for at Andy Robertson ikke begik straffespark mod Callejon, men jeg synes at det er dumt af Robbo, da han giver Brych muligheden for at fløjte det, ved at sætte benet ud foran Callejon, inde i feltet. Selvfølgelig vil Callejon da opsøge det, det ville både Mané og Salah også have gjort i den anden ende. Så jeg hopper ikke umiddelbart med på den store protest mod tyskerens ellers umiddelbare kontroversielle dom. Den går vel næppe ind under kategorien ‘en klar og tydelig fejldom’ som VAR-reglerne mig bekendt foreskriver, at der skal være tale om, såfremt den skal trækkes tilbage, ej heller selvom det bliver kampafgørende for Liverpool.

Napoli var på dagen, både det skarpeste og det klogeste hold. Det var dem der havde de største muligheder og dem der var mest kyniske. Når man blander de to ingredienser, så får man som regel en vinder. Det var jo også på den måde, at Liverpool selv kom frem til den store triumf i den forgangne sæsons CL.

Der er altid noget specielt over starten på Champions League-sæsonen. Det er et vigtigt afbræk fra den hjemlige liga. Det er stedet hvor man rækker ud efter stjernerne. Det er der legender skabes og hvor historier skrives. Der er lang vej, både til play-off kampene og en mulig finale, men der er bare noget over de her europæiske aftener på højeste plan.

Derfor var det selvfølgelig også en skuffelse, at tabe den første kamp. Det er aldrig rart, at se sit hold i bunden gruppen, men det ændrer ikke på, at vi nok skal komme videre fra den indledende pulje og det bør selvfølgelig ske sammen med netop Napoli. Både Salzburg og Genk skal naturligvis elimineres og gerne så tidligt som muligt. Det var alles reaktion, da man så lodtrækningen - og det ændrer det her nederlag sådan set ikke på. Dog skal skarpheden bevares og der må ikke slækkes på noget som helst. Når Salzburg gæster Anfield om præcis 14 dage, så kræver det en sejr, for ellers kan det sagtens blive til en hård videre færd i turneringen.

Det var samlet set en kamp på det jævne, dog med - for mig - to bemærkelsesværdige og gode præstationer: Både keeper Adrian og Fabinho på den centrale midt i maskinrummet spillede en fremragende kamp. Førstnævnte gav flotte prøver på, at selvom Alisson er ude, så skal vi ikke være vildt bekymrede, mens brasilianeren var her, der og alle vegne, med bundsolide tacklinger, god boldbehandling og et godt overblik. Hvis Fabinho fortsætter den udvikling han er godt i gang med, så går der ikke længe før han rangeres som en af de helt store stjerner og dermed blandt verdens bedste midtbanespillere. Det er en type vi har sukket efter og jeg er imponeret over, at Jürgen Klopp både har spottet og handlet ham ind, som en kommende general på midten. Jeg tror jeg kommer til at elske alt ved ham. Når han smider børnesygdommene, der primært består af koncentrationsbesvær og manglende fokus, så bliver han ren ild derinde.

Alt i alt en skidt aften, men hey, vi har heldigvis før tabt i Napoli og så alligevel løftet pokalen i sidste ende, så fanden skal (endnu) ikke males på væggen.

Det var så den første af denne uges to alvorlige tests. På søndag gælder det Chelsea.

På forhånd en kamp, hvor jeg lever med at få uafgjort med hjem. Jeg er fuldt ud med på, at Chelsea ikke er hvad de har været, at de er i gang med deres egen form for genopbygning og at de med en ny manager i spidsen, der har klubbens DNA, forsøger at gøre tingene anderledes end de har gjort i de seneste mange år.

Man skal dog ikke tage fejl af deres styrke, især ikke hjemme på Broen, i de her storopgør. Vi så deres evner i Super Cuppen for en god måned siden. Der var tale om et lige opgør, der i ordinær tid endte 1-1, og det er præcis det resultat, jeg også kalder på søndag.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned