BUSKELYSEN: EN VIGTIG LEKTIE LÆRT! ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: EN VIGTIG LEKTIE LÆRT!






Selvom det blev noget af en slingretur for Liverpool mod RB Salzburg, så starter Martin Busk denne Buskelyse med at fremhæve det positive først. For det var der alligevel en del af mod den østrigske energidriksfodboldklub, der for alvor bød Liverpool op til dans på Anfield. Læn dig tilbage og nyd denne omgang Buskelyse:
 

Jeg har lært, at det altid er gavnligt, at fremhæve det positive før man hopper hen på det negative og tildeler ris, hvilket jeg her vil leve op til:

Det der mål til 2-0. Hoooold nu kæft mand. Det gav mig den vildeste gåsehud. Jeg bliver altid meget begejstret når mit hold scorer, men lige netop dét mål, var noget af det mest komplette jeg har set i lang tid. De fleste vil nok være uenig med mig, når jeg siger, at det var aftenens flotteste scoring rundt omkring i Europa - og nuvel, Luis Suarez’ kasse til 1-1 mod Inter og Hakim Ziyechs 1-0 mål nede i Valencia var bestemt også to fremragende perler - men for mig, kunne de ikke hamle op med Andy Robertsons mål.

Det var selvfølgelig ikke så meget selve afslutningen, men mere opspillet som skotten selv satte i gang nede fra egen banehalvdel, der gjorde unikt. Et par træk ind i banen, afleverer videre til Jordan Henderson, der spiller bande med Mohamed Salah, Henderson ud på kanten med en fantastisk pasningsnøjagtighed til Trent Alexander-Arnold der millimeter-præcist finder Robbo, der er gået med dybt ind i feltet og bang, så ligger den bag Salzburg-keeperen. Jeg elsker ham, jeg elsker den begejstring og det engagement han udviser. Se den glæde ved sin scoring. That’s the spirit.

Det opspil findes simpelthen ikke smukkere. Det er skrevet ind som en del af fodboldens ABC, der i bund og grund går ud på, at det der er så svært, kommer til at se så simpelt ud, at skabelonerne fra træningsbanen lykkes, hvilket forudsætter, at pasningerne sidder lige i skabet. Alle de ingredienser var til stede omkring det mål og det er et mål jeg kan (og vil) se igen og igen. Fra en back til en anden back. Det var ganske enkelt strålende.

Strålende var Liverpool også i 1. halvleg, særligt i de første 35 minutter. Der så vi det Liverpool-hold som vi bryder os allermest om. Der var tale om en kæmpe klasseforskel og Red Bull Salzburg blev flået rundt og sprættet op i den røde hærs højt opskruede tempo og sindssyge genpres, der gjorde at østrigerne ikke fik et ben til jorden. Vi kom stormende med alt hvad vi havde og foruden det før omtalte mål til 2-0, må jeg også lette på hatten over den første scoring, hvor Roberto Firmino linker Sadio Mané op.

Det var simpelthen en fornøjelse og jeg tænker, at det er vigtigt at jeg holder fast i den tanke, når jeg skal tænke tilbage på kampen som helhed, for ellers vil den drukne i mit indre sind, af andre og mindre positive overskrifter, for vi kunne rent faktisk ikke være indsatsen bekendt i dele af 2. halvleg.

En 3-0 føring må jo aldrig blive til 3-3. Det er ikke første gang det sker for Liverpool og det er sikkert heller ikke sidste gang. Det gav mig associationer til sæsonen 16/17 og også første halvdel af 17/18-sæsonen før Virgil van Dijk ankom, hvor vi ligeledes havde de her målrige kampe. Det må ikke ske, uanset hvem modstanderen er.

Jeg uddeler gerne kredit til Salzburg. Der var dog lidt Arsenal over dem. Sådan lidt naive med skyklapper på, men samtidig også med en bunke gode fodboldspillere, der gerne ville ud over de berømte stepper. Dermed en perfekt modstander til Liverpool. De scorede nogle flotte mål, de var meget bevægelige i front og fik hele tiden sendt forsvaret ud på løbeture. De spillede varieret og meget opportunistisk og jeg har faktisk et stille håb om, at gruppen allerede er afgjort før den sidste puljekamp på Red Bull Arena, for ellers kan det godt gå hen og blive en nervepirrende og lettere ubehagelig december-aften dernede.

Jeg synes egentlig Jürgen Klopp fint fik fremhævet hvad der konkret gik galt. Ved 3-0 var der flere der misforstod opgaven. Nogle ville score mål, andre ville holde igen, nogle gik helt i stå og det endte op i et mismatch af ingenting, hvor Salzburg i stedet blev lukket ind i opgøret. Det må selvfølgelig ikke ske, men det er noget der nemt KAN ske. Jeg kan ikke fortænke fodboldspillere - heller ikke på det her plan, i at nyde tingenes tilstand lidt. Det er fristende at begynde med hæl og tå. Det er fristende at forsøge på at smække den ene lækre pasning afsted efter den anden, men det skal altså gøres med en bedre balance og intern forståelse, end det vi så i de sidste 5-10 minutter før pausen og det første kvarters tid af 2. halvleg.

Nogle vil hævde, at det skyldtes Joël Matips fravær og at Joe Gomez som hans afløser, var så rusten, at det nærmest måtte ske. Sådan er det så sort/hvidt engang imellem. Der var da nok sekvenser hvor Matip i sin 2019-forfatning kunne have dæmmet bedre op for noget af det, men omvendt var det jo eksempelvis Virgil van Dijk der blev sendt en tur over i Stanley Park af Hee-Chan Hwang i forbindelse med reduceringen til 1-3. Et fremragende mål i øvrigt af sydkoreaneren.

Liverpool er bare bedst med højt tempo på. Når vi glemmer at holde tempoet, er vi altså knap så gode, men hvilke hold er ikke det?

Det vilde er - og godt i tråd med de seneste mange analyser, at jeg ikke engang var sådan voldsomt bekymret ved 3-3. Jeg vidste, at med bedre samling, med højere tempo og større fokus, hjulpet af Anfields berømte lyd på en europæisk aften, så skulle der nok komme flere muligheder. Jeg ved godt ovenstående kan lyde lidt for arrogant og at nogle håber på at Liverpool snart kommer ned med nakken, når man kan have så selvfed en indstilling, men hvad skal jeg dog gøre ved det? Det er jo sådan det er i øjeblikket. Til dem der håber på det, vil jeg bare sige, at Liverpool nok skal komme ned med nakken, der skal nok komme modgang, det skal på et tidspunkt nok gå galt, men når næsten alle fodboldkampe vindes, så kan man vel ikke fortænkes i, at nyde det en tand ekstra ...

Vi fik lært en vigtig lektie, fik svaret fint igen og smeltede ikke yderligere ned. En frisk og energisk arbejdsmand (James Milner) ind for en anden (Jordan Henderson), et lille systemskifte til 4-2-3-1, der gav plads til Divock Origi, større koncentration og så havde vi egentlig et fint greb om kampen igen, hvilket da også gav bonus med endnu en Firmino-assist til Mo Salah der kunne afgøre kampen. Vi så samme formationsændring i lørdagens opgør på Bramall Lane og i begge tilfælde har vi nu set den fornødne scoring, der har sikret sejren.

Sejren var selvfølgelig vigtig. Når man taber den første CL-kamp, så skal der (helst) en sejr til i den næste, for ikke at miste kontakt og for at det ikke skal blive for meget op ad bakke. Sejren kom i hus og alt er nu godt, inden de kommende dobbelt-opgør mod KRC Genk, først ude og derefter hjemme. Samlet 6 point her og vi er så godt som videre fra puljen, vil jeg vove at påstå.

Inden der igen skal spilles landskampe, så skal vi forbi en umiddelbar svær forhindring i Premier League på lørdag. Leicester City hjemme på Anfield. Topkamp. Nummer 1 mod nummer 3. En kamp hvor konkurrerende fans naturligvis håber på, at The Foxes kan sætte en kæp i hjulet og bremse Liverpools sejrsstime. De er dog som regel stærkere på hjemmebane end udebane, men det var trods alt dem der fik kæmpet et point i land senest de gæstede Anfield, så der er lagt op til okay åbent opgør.

Game on!








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned