EN KAMP JEG ALDRIG GLEMMER: "JEG CYKLEDE UD PÅ EN MARK FOR AT FÅ SIGNAL TIL TRANSISTORRADIOEN"










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


EN KAMP JEG ALDRIG GLEMMER: "JEG CYKLEDE UD PÅ EN MARK FOR AT FÅ SIGNAL TIL TRANSISTORRADIOEN"






I 80’erne var jeg barn. I 80’erne lærte jeg at elske Liverpool FC. Egentlig var det slet ikke noget, jeg skulle lære, det var faktisk noget, der kom helt naturligt. Det startede i 1984 i Rom, og det har (selvfølgelig) varet ved lige siden.

Det har betydet langt mere end 30 år med op- og nedture. Med glæde og med sorg, med tårer for det gode og det dårlige. Sådan er det at være Liverpool-fan, det ved vi alle. Jeg har oplevet et hav af mindeværdige kampe, og indimellem spørges jeg om, hvilken Liverpool kamp jeg aldrig glemmer, eller som står tydeligst i erindringen.

Dem er der godt nok mange af, vil jeg sige. Både fra 80’erne og 90’erne, men også fra nyerere tid. Istanbul er det mest oplagte og nærliggende svar. Istanbul var et isoleret mirakel. Et mirakel ingen af os nogensinde vil glemme. Men noget af det, jeg holder allermest af, er at gå tilbage til de glade 80’ere, hvor jeg i en knap så fed opvækst, havde Liverpool som mit faste holdepunkt i tilværelsen.
 

Sæsonens højdepunkt lå i juni

Hver gang jeg fik lommepenge, blev de lagt til side, så jeg kunne købe VHS-bånd med Liverpools sæsoner og highlights fra samtlige kampe med engelske kommentatorer. De udkom hvert år i juni måned.

I forhold til i dag kan man bedst sammenligne det med, når FIFA-spillene udkommer ultimo september hvert år. Det var en kæmpe glæde, når VHS-båndet var landet, og jeg kunne se tilbage på den forgangne sæsons fede oplevelser med mine røde helte.

En kort gennemgang af disse 80’er-sæsoner, får mig til at genopfriske en lang række af fantastiske kampe. Kampe hvor man typisk blot havde en enkelt mand på bænken i skærende kontrast til nutiden, hvor der næsten sidder et helt reservehold derude.

Fx. var der en udekamp mod Southampton på legendariske The Dell i 1982. Det var min favoritkamp fra 1981/1982-båndet, som var det første bånd, jeg bestilte hjem i midten af 80’erne, efter at det var gået op for mig, at det var Liverpool for life. Liverpool vandt kampen 3-2.

Sæsonen efter husker jeg udekampen mod Aston Villa på Villa Park kort før jul. En vild 4-2 sejr hvor vi var foran med 3-0 efter en halv time.

I 1983 elskede jeg at gense november-kampen på Anfield mod Everton. Her vandt vi 3-0.

Fra 1984 har jeg naturligvis mange minder, med sejren i Rom i maj måned som den mest indlysende. En vild kamp, hvor vi vandt straffesparkskonkurrencen med 4-2, og hvor Alan Kennedy satte den afgørende kasse ind bag Roma-keeper Tancredi.

I 1985 slog vi Everton på Goodison med 3-2. Gary Lineker var med for The Toffees. Kenny Dalglish, Ian Rush og gode gamle Steve McMahon sørgede for en 3-0 pauseføring og en udradering af Everton. Det var dengang, hvor mere end 50.000 kunne proppes ind på deres gamle lortestadion. Det var den vildeste følelse, når vi i 80’erne baskede naboerne.

I 1986/87-sæsonen var jeg vild med 5-2 udesejren på et andet legendarisk stadion, nemlig på Upton Park hos West Ham med Tony Cottee på holdet. King Kenny var blevet spillende manager og satte sig selv på bænken, men da Alan Hansen blev tidligt skadet, og der kun var ham selv på bænken, måtte han omrokere og sætte sig selv ind langt oppe på banen bagved Ian Rush. Dalglish nåede at score to gange i kampen.
 

80'ernes storhold tørner sammen

Disse fantastiske minder og kampe vender vi givetvis tilbage til senere i denne serie. I første omgang tjener de dog som opvarmning til den kamp, der på mange områder står som en af de allerstørste Liverpool-kampe for mig: Vi er fremme ved 1987/1988-sæsonen. Nærmere bestemt den 13. april 1988.

Modstanderen var et andet storhold fra 80’erne, nemlig Nottingham Forest med den legendariske manager Brian Clough og sønnike Nigel Clough, en lovende offensivspiller, der senere nåede tre sæsoner i Liverpool, på holdet. Der var næsten 40.000 tilskuere proppet sammen på Anfield Road til en storslået aften.

Blot fire dage forinden havde vi vundet med 2-1 over samme modstander i FA Cup-semifinalen, og Liverpool var generelt altdominerende i den sæson. Men var der ét hold, der kunne sætte en stopper for dominansen, så var det netop et ungt men stærkt Nottingham Forest-hold, hvor navne som Stuart Pearce og Des Walker var begyndt at udvise enormt potentiale.

Liverpool stillede med Bruce Grobelaar i målet. Forsvaret blev udgjort af Gary Gillespie, Steve Nicol, Alan Hansen og Gary Ablett, mens midtbanen bestod af Nigel Spackman, Ray Houghton, Steve McMahon og John Barnes. Peter Beardsley hang lige bag John Aldridge i angrebet. Ude på bænken sad Jan Mølby sammen med den australske legende Craig Johnston.

Vi skulle vinde kampen for at tordne videre mod mesterskab nummer 17. Kun Manchester United og en dengang ung Alex Ferguson, kunne true os i tabellen, men det blev aldrig rigtig spændende, og især ikke efter den aften på Anfield.
 

The Reds dominerer fra start til slut

Vi kom foran i det 17. minut. Omkring scoringen husker jeg noget af det, som Alan Hansen var allerbedst til, nemlig at bryde modstanderens opspil, og det var lige nøjagtigt det, der skete her. Han afleverede videre til midtbaneslideren Ray Houghton, som i det opgør faktisk holdt Jan Mølby på bænken. Efter et par træk spillede han bande med John Barnes og satte den stensikkert ind bag Forest-keeperen til 1-0.

Ian Rush var taget på udlandseventyr, og i stedet var en lookalike, både som spiller og af udseende, i form af John Aldridge ankommet til Liverpool. Han gjorde det til 2-0 efter 37 minutters spil: Målet tilhørte dog Peter Beardsley. Geordie-Peter, der var ankommet op til sæsonen, i øvrigt sammen med John Barnes, var helt outstanding i denne kamp.

Beardsley fik bolden på egen banehalvdel og fandt John Aldridge oppe imellem to Forest-stoppere med en aflevering, som jeg vil påstå er en af de bedste målgivende pasninger, en Liverpool-spiller nogensinde har lavet. 2-0 ved pausen, men Liverpool var langtfra færdige.

I kampens 58. minut slukkede Liverpool den sidste spænding. John Aldridge vristede sig fri inde i feltet og afleverede på tværs til en helt fri Gary Gillespie, der med sit kolde venstreben tordnede bolden op i nettaget til 3-0. Skotten lavede i øvrigt 16 mål i 214 optrædender for The Reds. Det her var et af de allerflotteste.

Herfra kunne Liverpool for alvor folde sig ud. Sejren var sikret, og modsat i dag, hvor end ikke en 3-0 føring altid er nok for os, så var det kun et spørgsmål om sejrens størrelse.

Det blev 4-0 ved Peter Beardsley med 11 minutter tilbage. Nigel Spackman førte bolden op af banen og fandt som altid en fri John ‘Digger’ Barnes ude på venstrekanten. Han tørrede på det groveste Nottingham Forests højreback ved at spille bolden igennem benene på ham, afdriblede derefter nærmest Mo Salah-agtigt nemt deres ene midterforsvarer med et langt træk, inden han fandt Peter Beardsley inde i feltet, der sikkert sparkede bolden i kassen.

Jeg lyttede - som jeg altid gjorde dengang - til kampen på AM-frekvensen fra BBC's program, Radio 5-live, og jeg husker, at jeg den aften cyklede hen til en åben mark tæt på min lokale fodboldklub i Sydvestjylland med min lille batteridrevne transistorradio for at kunne modtage signalet bare nogenlunde ordentligt. Jeg var blot 11 år gammel og jeg bildte min far ind, at jeg skulle 'lave lektier hjemme hos Thomas'. Over radioen var Anfield ekstatisk. Jeg var selv ekstatisk ude på marken. 

Vi satte slut-trumf på kort før tid, og igen var det den irske angriber John Aldridge, der scorede. I øvrigt noget han fomåede hele 63 gange i sine 104 optrædender. Nigel Spackman brød et Forest-opspil, spillede bande med Quasimodo, der var Peter Beardsleys grimme øgenavn, i og med at udseendet ikke helt - ja nogle vil endda sige langtfra - stod mål med de fodboldmæssige evner, inden Spackman fandt en helt fri Aldo kunne sende læderet i mål til 5-0.
 

Englands brasilianere

Noget af det, jeg husker allertydeligst fra kampen, var, at Nottingham Forest-keeper Steve Sutton blev kåret til kampens spiller. Det burde have været Beardsley, der var her, der og alle vegne, men det var meget sigende for opgøret, at havde det ikke været for Suttons mange redninger, så havde Liverpool vundet tocifret den aften.

To af de største all-time citater fra fodboldens verden faldt også efter den aften.

Formanden for Nottingham Forest Maurice Roworth var efter kampen ude at sige: “No one would have competed with them”, underforstået at den aften kunne alle klodens fodboldhold have gæstet Anfield uden en jordisk chance for at få point i hus.

Legendariske Tom Finney, der var en af Englands største og bedste spillere nogensinde, sagde følgende berømte sætning efter kampen: “It was the finest exhibition I’ve seen the whole time I’ve played and watched the game. You couldn’t see it bettered anywhere, not even in Brazil”.

Jeg både var og er fortsat meget enig med ham i den sætning. Den aften kunne vi alt. Det var sådan fodbold skulle spilles. Direkte og målrettet. Noget af det, Jürgen Klopp den dag i dag er ved at genindføre. Det får mig til at drømme.

Bare 10 dage senere hjemtog vi mesterskabet for næstsidste gang i min hidtidige levetid, da vi slog Tottenham hjemme med 1-0 på endnu et Peter Beardsley-mål - og det eneste, der gik galt i den sæson, var FA Cup finalen mod Wimbledon, der blev tabt med 1-0, og hvor Dave Beasants mål var som forhekset, selv da John Aldridge sparkede straffespark.

Ligeledes en kamp jeg aldrig glemmer, selvom jeg gerne så, at den var i glemmebogen.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder