EN KAMP JEG ALDRIG GLEMMER: "EN FØLELSE AF UOVERVINDELIGHED" ?>










  • FLERE STATISTIKKER


EN KAMP JEG ALDRIG GLEMMER: "EN FØLELSE AF UOVERVINDELIGHED"






En fodboldkamp kan være mange ting. Den kan rumme mange følelser. Nogle kampe er kedelige, selvom de havde alle forudsætninger for at blive gode. Nogle kampe ender med den ventede favoritsejr, men var underholdende på grund af gode mål eller en fiks detalje. Nogle kampe rummer drama, kontroverser, vemod, glimt af genialitet eller ubetinget jubel.

Og så er der de kampe, der er fuldkommen batshit cracy. Det er her, begivenhederne stikker fuldkommen af, så man simpelthen ikke tror sine egne øjne. Sådan en oplevelse havde jeg da Liverpool en februar-dag i 2014 fuldkommen pulveriserede Arsenal med 5-1.

Det er en kamp jeg aldrig glemmer og nu skal jeg fortælle hvorfor:

Tyve magiske minutter

Det er ikke så meget resultatet. Vi har vundet 5-1 før og vi kommer forhåbentlig også til det igen. Vi har også slået store hold stort før og kommer forhåbentlig til det igen. Næh, det handler om følelsen i maven.

Liverpool i Klopp-æraen er et mandskab med et nærmest uendelig højt topniveau. Jeg vil vove den påstand, at ingen følge med os når alt kører. Det så vi senest da de rødklæde fuldkommen pakkede Manchester City sammen i det første af to Champions League opgør. Udfordringen er at ramme det niveau mere hyppigt, men det er en anden snak.

Tendensen til at have et ubegribeligt højt topniveau startede imidlertid allerede under Brendan Rodgers. Og sjældent var det mere tydeligt end denne eftermiddag, hvor et spændt Anfield så frem til et tæt opgør mod Arsenal. Det fik de ikke.

 

 

Hvad de til gengæld fik var en fuldkommen vanvittig eksplosion fra Liverpool, der i kampens første 20 minutter scorede fire gange, ramte træværket på et det-ville-have-været-årets-mål langskud fra Suarez og skabte yderligere 2-3 åbne chancer. Og det var på 20 minutter. Mod Arsenal.

Hver gang, bolden var på Liverpool-fødder var det farligt for London-klubben. Det var nådesløst og helt ubegribeligt at overvære. Det buldrede simpelthen derudad og det virkede som om, det ikke havde nogen slutning.

I 20 minutter kunne vi flyve. I 20 minutter var vi urørlige og efterlod et lamslået Arsenal-mandskab godt rundtossede mens de rødklædte Liverpoolspillere nærmest heller ikke selv lod til at forstå, hvad der foregik. Jeg gjorde det heller ikke.

Når 'sky is the limit'

Der kom desværre ikke flere mål i første halvleg og i anden halvleg fes luften en smule ud af ballonen. Kampen endte uafgjort 1-1 og dermed sluttede kampen 5-1. Træerne voksede trods alt ikke helt ind i den ellers smukke himmel over Anfield.

Det blev ikke en dag, vi vandt med rekordcifre – selvom det sådan ud en overgang. Det var heller ikke en dag, vi vandt en pokal eller en dag, hvor vi kvalificerede os eller på anden vis skrev klubben ind i historiebøgerne.  Alligevel er det en kamp, jeg aldrig glemmer.

 

 

Denne eftermiddag repræsenterer for mig følelsen af uovervindelighed. Følelsen af det komplette fravær af begrænsninger for, hvad det mon alt sammen kan blive til, hvor langt det kan bære. Det er følelsen af ”the sky is the limit”.

Det er følelsen af, hvad Liverpool kan være. Hvad vi er, når vi er bedst.

-----

I løbet af 2018/19-sæsonen vil vores skribenter komme med deres bud på hvilke kampe, der altid vil leve i deres bevidsthed. Hvor man kan huske præcis, hvordan der lugtede på stadion, barndomsværelset, pubben, eller hvor man nu end så den henne. Hvor kampen vækkede en følelse, der aldrig har forladt kroppen:

Del 1 - Liverpool - Nottingham Forest 5-0: "Jeg cyklede ud på en mark for at få signal til transistorradioen"








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned