SEBASTIANS CL-OPTAKT: RØDE STJERNE VS. LIVERPOOL










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


SEBASTIANS CL-OPTAKT: RØDE STJERNE VS. LIVERPOOL


Små to uger siden vi vandt 4-0 over Røde Stjerne skal vi møde dem igen. Denne gang på en udebane som vil være fyldt med aggressive og passionerede fans. Det er med andre ord en helt anden oplevelse Liverpool spillerne kommer til at opleve denne gang. At vi nu skal møde Røde Stjerne igen betyder også en anden ting; nemlig at vi er nået igennem første ”etape” og har mødt vores puljemodstanderen en gang hver. Og efter de første tre runder ligger Liverpool nummer 1 med 6 point, tæt forfulgt at Napoli og PSG. Der er derfor ikke råd til pointtab mod Røde Stjerne.

Og nu tænker du måske som læser; har du ikke allerede lavet en optakt til Røde Stjerne? Er dette bare en gengivelse?

Svaret er nej. Opbygningen af CL-optakterne bliver anderledes i anden etape af gruppespillet. Nu har vi afdækket klubbernes historie, legender og profiler. De næste tre optakter vil derfor gå i dybden med hvordan det går modstanderen i deres respektive turneringer og hvad vi lærte af sidste kamp. Jeg slutter igen af med tre ting vi skal holde øje med, bud på startopstilling og resultat.

 

Røde Stjernes sæson so far:

Den serbiske liga er nået halvvejs igennem kampprogrammet, og efter 15 kampe (de spiller 30 i alt i Serbien), har Røde Stjerne vundet 14 kampe og spillet en enkelt uafgjort. De har en målscorer på 40-8. På hjemmebane har de gjort rent bord med 8 sejre ud af 8 mulige og en målscore på 24-4.
Det er altså et hold der er i en klasse for sig selv i den hjemlige liga.

På trods af at holdet har scoret 40 mål har deres topscorer ”kun” scoret 5 mål i 15 kampe. Det vidner altså om et hold som kan true på mange fronter og som vinder som et hold.


I de første tre kampe i Champions League er det en lidt anden historie .

 

Champions League resultater:

Røde Stjerne startede med at overraske alle med at spille 0-0 mod Napoli på hjemmebane. Derefter skulle de dog på to svære udebaner mod henholdsvis PSG og Liverpool, hvilket gik mindre godt og endte i nederlag på 6-1 mod PSG og 4-0 mod Liverpool. Det lykkedes endda kun Røde Stjerne at få 3 skud inden for målrammen i alt i de to kampe.

Men de har kun spillet en kamp på hjemmebanen, som er deres fort, og den endte 0-0. Der er altså noget der tyder på at det er et andet Røde Stjerne hold der møder op på hjemmebane med deres fans i ryggen

 

Stadionet og fansene:

Røde Stjernes hjemmebane går under navnet ”Rajko Mitić Stadium”, og er tidligere kendt som ”Red Star Stadium”. Med en kapacitet på 55.538 er det det største stadion i Serbien og i det tidligere Jugoslavien. Stadionet blev åbnet i 1963, og på grund af stadionets tidligere kapacitet på omkring 110.000, fik den det uofficielle kælenavn ”Marakana”, efter det store og berømte Maracanã Stadium i Rio de Janeiro. Kapaciteten blev nedsat i midten af 1990'erne, for at opfylde UEFAs stadionkrav til tilskuerkomfort og sikkerhed.
Stadionet blev omdøbt til ”Rajko Mitić Stadium” i december 2014 til ære for den tidligere Røde Stjerne spiller og nuværende legende Rajko Mitić.

Røde Stjerne har som nævnt tidligere nogen særligt loyale, passionerede og til tider voldelige fans. Deres organiserede fanbase kaldes ”Delije” hvilket groft oversat til dansk betyder ”Helte”. De holder til i nordsiden af stadionet og kan kendes ved brugen af store flag samt pyroteknik.

De overholder dog ikke altid loven, hvorfor Røde Stjerne ikke fik lov at have et udebaneafsnit mod PSG og Liverpool. Dette skyldtes at deres fans stormede banen i Salzburg efter holdet havde kvalificeret sig til Champions League. Liverpools tilhængere er da også blevet advaret om at holde sig i grupper og ikke bevæge sig mod stadion alene.

Mange af Røde Stjernes fans er ultra-nationalistiske, hvilket bl.a. har fået Klopp til at efterlade Shaqiri hjemme i Liverpool, da han under VM-kampen mod Serbien fejrede sin scoring med at lave den albanske ørn med sine hænder. Derudover spillede han med Kosovos flag på støvlerne. Alt dette bevidner om en fjendtlig affære som Liverpool spillerne skal kunne håndtere i morgendagens kamp.

For at få en ide om hvad der venter Liverpool spillerne, kan man passende se denne video på youtube, hvor man ser spillernes rute fra omklædningsrummet ud til banen.

 

Hvad vi lærte af sidste kamp:

I holdenes første møde var Liverpool ganske overlegne og vandt fortjent 4-0. De endte med en boldbesiddelse på 60 % og havde 19 skud mod Røde Stjernes 3. Ingen af Røde Stjernes skud ramte målet.

Hvis Liverpool spiller i deres normale tempo og på vanlige niveau bør Røde Stjerne ikke være noget problem. I den første kamp brugte Liverpool endda Fabinho før første gang fra start, og deres indskiftere var Lallana, Sturridge og Moreno, hvilket bevidner at der var plads til at spare spillere.
Det er derfor vigtigt at Liverpool kommer blæsende ud af starthullerne og ikke giver Røde Stjerne en chance for at komme ind i kampen, og få deres fans med dem.  
 

Liverpools startopstilling:

Liverpool går ind i en periode på 5 uger med kampe mod midterhold i ligaen, hvorfor vi nok kommer til at se noget rotation i fremtiden. Klopp har dog ikke ville åbne op for om han kan finde på at rotere i kampen mod Røde Stjerne.
I forhold til truppen der er taget derned, så er Keita tilbage og det samme er Lovren. Henderson er ikke blevet klar og er blevet hjemme i Liverpool sammen med Shaqiri som nævnt tidligere.

Jeg tror personligt på at Klopp giver genvalg til næsten hele det Liverpool hold som gjorde kort proces med Røde stjerne i det første opgør. Det betyder at vi spiller i en 4-5-1 formation med Fabinho og Wijnaldum som de to 6’ere.
Derudover tror jeg Lallana får Shaqiris plads fra sidste opgør, og at Lovren skubber Gomez ud på højre back. Dette gør jeg fordi Trent ikke havde sin bedste kamp mod Arsenal og Klopp som regel har respekt for modstanderen når vi spiller på udebane. Derfor vil han have spillere som Lovren og Lallana på banen, for at styrke os defensivt.

Derfor tror jeg på at vores startopstilling kommer til at se sådan her ud:

 

Det kan dog sagtens ske at Milner starter inde i denne kamp og giver Wijnaldum et hvil. Eller måske erstatter Fabinho efter hans dårlige kamp mod Arsenal. Jeg håber dog Fabinho får lov at starte efter hans dominerende indsats i den første kamp.

 

3 ting seerne skal holde øje med:

Liverpools tempo: Som nævnt tidligere i optakten er det vigtigt at Liverpool bringer tempo i kampen. Det er klart Røde Stjernes kampplan at få kampen ned i et tempo hvor de kan være med og det er Liverpools opgave at det ikke lykkedes. Vi så i første kamp samt i de sidste 10 minutter mod Cardiff hvad Liverpool kan gøre ved en modstander når de sætter lidt tempo i deres offensiv.

Spillernes håndtering af atmosfæren: Atmosfæren på stadionet har fyldt en del i medierne op til denne kamp, og med god grund. Røde Stjernes fans er meget passionerede og er også grunden til at Shaqiri ikke er blevet udtaget. Det er derfor spændende at se hvordan resten af truppen håndtere et toptændt stadion. Robertson har været ude at sige at Liverpool har lært af udekampen mod Roma i sidste sæson. Lad os håber han har ret.

Fabinho: Han kommer fra en dårlig kamp mod Arsenal og skal nu vise at han ikke lader sig ryste. Han havde før det spillet godt mod netop Røde Stjerne og Cardiff, og han skal gerne hive en ligeså dominerende indsats frem i morgen. Derudover er hans position som 6’er vigtig i forhold til at holde tempo i kampen. Han skal føre bolden fremad og bryde linjerne med fremadgående afleveringer.

 

Mit bud på et resultat:

Ligesom jeg skrev før sidste kamp, vil alt andet end en sejr vil være en skandale. Efter at PSG og Napoli spillede uafgjort i første kamp, er nummer 1 til 3 i gruppen meget tæt, og kun tre point tæller derfor. Det tror jeg dog også sker, og mit bud på et resultat er 1-3.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder