U19 WATCH: SCOUSERE PÅ PLETTEN










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


U19 WATCH: SCOUSERE PÅ PLETTEN


Ovenpå en jammerlig indsats fra førsteholdet, kan jeg melde om, at Liverpool dog kunne tage noget positivt med sig hjem fra Beograd. Den vanlige ’light-udgave’ af Champions League-opgøret, i UEFA Youth League, blev nemlig spillet godt og vel fem timer før seniorkampen. Endnu en gang havde Viasat dog valgt at vise andre kampe end denne, så kampen kunne desværre ikke ses. Jeg har dog fået set lidt highlights og læst diverse opdateringer, så jeg kan give Jer et lille overblik over kampen.

RØDE STJERNE 0-2 LIVERPOOL

0-1 Jones 69’

0-2 Lewis 75’

 

I modsætning til førsteholdet, så de unge drenge utrolig klar ud fra kampens start. Specielt venstresiden, med Rafa Camacho og Adam Lewis, så veloplagte ud. Og det var da også i samspil med sidstnævnte, at Curtis Jones, efter 15 minutters spil, kunne sende et hårdt, fladt skud afsted, som keeperen dog fik sendt ud til hjørnespark.

Omkring 10 minutter senere, modtager Camacho så bolden ude på venstre side, hvor han flot afdribler en forsvarsspiller og dernæst afslutter mod det fjerneste hjørne. Keeperen får dog en hånd på bolden, hvilket betyder, at en forsvarsspiller får mulighed for at cleare bolden fra stregen. Efter denne sekvens, fik Røde Stjerne dog overtaget på kampen, på trods af, at Bobby Duncan havde bolden i netmaskerne. Desværre blev der dømt frispark, for skub i ryggen.

På omkring fem minutter, formår Røde Stjerne at skabe et hav af chancer. Et frispark på kanten af feltet bliver sendt mod mål, men heldigvis var Viteszlav Jaros i storform og ikke bare redder, men holder også bolden. De får spillet sig flot igennem venstre side og sender bolden ind til en helt fri spiller. Endnu engang står Jaros dog i vejen og sender bolden på overliggeren, inden den bliver clearet. De får brudt igennem på den modsatte side, og får bolden ind i feltet, som igen ender hos en helt fri spiller, der heldigvis brager den forbi mål. Røde Stjerne erobrer bolden højt på banen og skaber en 3-mod-1 situation. Jaros bliver stående længe og hiver en fremragende reaktionsredning frem.

Pausen var meget tiltrængt for de unge drenge, som startede godt, men sluttede 1. halvleg skidt. Det skulle til gengæld vise sig at være omvendt i 2. halvleg.

15 minutter inde i 2. halvleg, dumper bolden ned foran en fuldstændig umarkeret Røde Stjerne-spiller, inde i feltet. Igen er Jaros utrolig kølig og venter med at lave et udfald, og hiver derfor endnu en fænomenal redning op af hatten – det kunne have set meget anderledes ud uden ham.

I det 69. minut, viser Jones og Adekanye rigtig fint samspil, inden Adekanye vipper bolden ind i feltet og ind i hovedet på Rafa Camacho. Camacho får sendt et fint hovedstød afsted, som keeperen ikke kan holde. Heldigvis har Curtis Jones fortsat sit løb ind i feltet og scorer sit andet mål i UEFA Youth League, i denne sæson.

Fem minutter senere, og Liverpool er gode til at fastholde deres pres. Det ligner, at de mister bolden i flere omgange, men ivrige tacklinger gør, at bolden ender hos Camacho, som spiller flot kombinationsspil med Adekanye, og Røde Stjerne er nødt til at begå frispark for at stoppe angrebet. Et frispark i en rigtig god situation, som både Camacho og Lewis gerne vil tage sig af, men efter lidt diskussion ender det med at Lewis med anførerbindet får chancen.

To skridt baglæns, et skridt til venstre, en dyb indånding, step på stedet og tre små skridt inden man hugger til bolden. Det er åbenbart opskriften på et perfekt frispark, for bolden ender helt oppe i det højre hjørne, fuldstændig uden chance for keeperen.

Desværre kan jeg heller ikke give karakterer for denne kamp, men vil dog alligevel lige hive en 10’er frem, til en storspillende Viteszlav Jaros, som ene mand holder Liverpool inde i denne kamp. Utrolig præstation af den unge tjekke.

Det andet opgør i gruppen endte med en PSG-sejr på 2-5, som betyder, at Liverpool nu er videre fra gruppespillet. Man skal dog vinde gruppen for at kvalificere sig direkte til ottendedelsfinalerne. Ender de på andenpladsen, skal de i en kvalifikationsrunde mod de hold der har spillet mesterholdsturneringen og har kvalificeret sig til hovedturneringen derfra.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder