ET FORSVAR MAN KAN BYGGE MESTERSKABER PÅ










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


ET FORSVAR MAN KAN BYGGE MESTERSKABER PÅ


Det er lige omkring en måned siden, at Klopp havde 3-års jubilæum som cheftræner i Liverpool F.C. Med tre tabte finaler, støj på de indre linjer med tilbagetrædelsen af Željko Buvač og salg af truppens største stjerne er det desværre ikke blevet til så meget sølvtøj i pokalskabet.

Trods den tidlige udgang af Carabao Cuppen til Chelsea og et par uheldige nederlag i de seneste CL-kampe er det ikke vanvittigt at tro på, at Liverpool er så godt med alle andre fronter, at trofætørken kan stoppes i denne sæson - og det skyldes ikke mindst et velfungerende forsvar.

Af Sebastian Frølich

Liverpool ligger på en delt andenplads sammen med Chelsea og kun to point efter Manchester City i den bedste engelske række, og det kan vi give en speciel stor tak til vores defensiv for. Vi har endelig fået en ordentlig rygrad på vores hold. Klopp har næsten formået at købe samtlige af de nødvendige spillere for, at vi kan være med i titelræset igen.

De seneste indkøb af Van Dijk og Alisson skal være fundamentet, der skal gøre det ultimative mål muligt: At få titlen hjem igen. Selvom vi i ligaen har været igennem et kampprogram, der får en hver fodboldfan til at få kuldegysninger ned af rygraden, så er vi med i toppen.

Vi har formået at spille lige op mod de andre store hold og samtidig vinde de altafgørende kampe mod de mindre hold. Sammenlignet med sidste sæson på samme tidspunkt har vi kun lukket en fjerdedel så mange mål ind - nemlig sølle fem.

På den offensive front hænger vi i bremsen sammenlignet med store perioder af sidste sæson, men har faktisk formået at score ligeså mange mål som sidste år på dette tidspunkt - nemlig 21. Det er sandt, at vi ikke er fortsat, hvor vi slap sidste sæson, men der er nu ingen grund til panik, da vi rent faktisk - mål for og imod samt sejre taget i betragtning - har forbedret os siden sidste sæson.

På Champions League-fronten giver nederlagene til Napoli og især Røde Stjerne naturligvis anledning til dybe panderynker, om end vi heller ikke sejlede ubesværet gennem gruppen sidste år og stadig kan afgøre tingene selv. Offensivt set har målene været der, men spillet er langt fra det flydende angrebsspil, vi så sidste sæson, når fronttrioen var i form.

 

Styrmanden er verdensklasse

Defensivt er der dog ikke en finger at sætte på sæsonen indtil videre. Virgil Van Dijk har været primusmotor for en velsmurt forsvarskæde siden sidste vinter, hvor vi hentede ham i Southampton for det rekordhøje beløb på 75 millioner pund. Som en af verdens bedste midterforsvarere har han et enormt overblik på banen, og en kontrolleret og præcise boldomgang gør ham til en vigtig brik i Liverpools opspil.

Udover det er han også en hurtig midterforsvarer. I Champions League kampen mod PSG nåede han en topfart på 32,4 km/t mens Mbappé lå på 32 og Neymar 31,7 km/t, ifølge det engelske medie BT Sport. Rent forsvarsmæssigt er han stærk både fysisk og i luften, og han er god til at læse angribernes løbebaner og driblinger.

Han er vores nye forsvarsdirigent. Han er en, som vi har manglet i en del år efterhånden. Han er en uundværlig brik i Liverpools forsvarskæde.

Ikke nok med, at Van Dijk selv er skræmmende god, så får han også sine holdkammerater op på et endnu højere niveau. Den 21-årige englænder Joe Gomez er virkelig trådt i karakter i denne sæson. Efter en lidt intetsigende sidste sæson på højre back, så har han fundet formen inde ved siden af Van Dijk.

Han er lyndende hurtig og er også god til at læse spillet. Han kan gå hen og blive den nye Sami Hyypiä - både i forhold til talent men også rent indkøbsprismæssigt.

Disse to centrale forsvaresspillere kompenserer hinanden godt, og de har indtil videre været en vigtig del af vores stærke bagkæde. Udover de to midtstoppere, har vi også to gode, moderne backs i Andrew Robertson og Trent Alexander-Arnold, og tilsammen udgør de fire en nærmest ideel bagkæde.

Robertson den hårdtarbejdende venstreback med et fantastisk venstreben til indlæg fra kanten, og Trent er den unge scouser med et blødende Liverpool-hjerte, et fantastisk skud samt et pasningsspil og en ærgerrighed efter at være involveret, der vidner om en fortid på midtbanen.

Robertson er mere defensivt indstillet end Trent, som gerne vil fremad i banen, og på den måde skaber det balance i forsvaret. Trent har på det seneste lignet det, han er: Et lidt uerfarent stortalent, men stabiliteten skal han nok komme efter, efterhånden som han får kampe under bæltet som del af en fantastisk velfungerende defensiv enhed.

 

Offensiven mangler at klikke

En god defensiv gør det ikke alene, og man skal ikke være blind for, at vores offensive spil har været dalende i forhold til kreativitet. Salget af Coutinho og en langtidsskade til Oxlade-Chamberlain har betydet, at vores offensive spil til tider desværre er lige så formålsløst som et Everton-hold på en dårlig dag.

Købet af Shaqiri har betydet, at der rent faktisk har været vist nogle offensive kvaliteter fra midtbanen. Han har stort set ene mand formået at få de fleste bagkæder til at se rystede ud. Han bringer liv i spillet, noget som vi har manglet. Lallana begynder så småt at ligne en afdanket offensivmidtbanespiller, som ikke har meget at byde på mere.

Vores andet nyindkøb, Keita, har også vist lidt af hvad han kan på modstanderens banehalvdel. Rygskader har dog sat en stopper for, at han for alvor har kunne bidde sig fast, spille kontinuerligt og vise sit topniveau endnu. Men er man i tvivl om hans kvaliteter, skal man blot se Liverpools første mål i denne PL-sæson igen. Når han rammer niveauet, er han klar til at vende op og ned på Premier League.

Klopp skal stoppe med at eksperimentere med truppen og spille med dem, som hiver de nødvendige resultater hjem. Man kan også diskutere, om vi til tider er blevet en tand for konservative i presspillet i forhold til at spille til egne offensive styrker med så mange dygtige gegenpresspillere og så få rendyrkede kreativspillere i truppen.

Man bliver nødt til at have i baghovedet, at der har været VM i sommer, og at Liverpool trods alt er oppe imod en ustoppelig maskine i Manchester City. Men vi har stadig meget i vente i løbet af sæsonen. Klopp har helt sikkert en plan.

Forbehold behøver man dog ingenlunde tage, når det handler om de fire forsvarsspillere, der - sammen med Alisson - tilsammen udgør en af de bedste forsvarskæder i verden. Og det er med en gennemsnitsalder på bare 23 år. Vores chancer for at vinde trofæer er gode, hvis vi bygger tårnet, der skal nå himlen, på det fundament. Så skal bare lige have gang i målmaskinerne på toppen.

 












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder