BUSKELYSEN: EKSTASE!










  • NÆSTE KAMP
  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: EKSTASE!


-Ekstase er en sindstilstand hvor personen bliver uimodtagelig for påvirkninger udefra og opnår en særlig kontakt med guddommelige kræfter. Ekstase er samtidig en tilstand af stor glæde eller vild begejstring; tilstand hvor man er fuldstændig opslugt af noget meget behageligt.

 

Den beskrivelse sætter jeg lige et stort fedt flueben ud for.

 

Frispark på egen banehalvdel. Jeg tror ikke rigtigt på det. Jeg er egentlig også okay tilfreds med en nulløsning. Det har været en ganske fin og jævnbyrdig kamp synes jeg.

 

Trent Alexander-Arnold, den 20-årige Scouser, der har spillet en solid kamp, lægger an til at serve bolden langt op i Evertons straffesparksfelt. Nej vent, der kommer Alisson. Han triller den fremad til Trent, der så sender den afsted op i feltet. Den lander omkring Joe Gomez, der dog ikke går op efter den. Den afvises og nedfaldet havner hos Virgil van Dijk. Han helflugter helt håbløst op og ud i ingenmandsland. Jeg bliver ligeså træt som han selv bliver det. Han vender sig om og ryster på hovedet. Det samme gør jeg. Peter Piil i kommentatorboksen afviser den også og når at sige, at den flugter han ikke ind. Bolden ser ud til at gå ned bag om rammen på overliggeren, men Jordan Pickford vil så øjensynligt gerne fange kuglen for at sætte et hurtigt kontraangreb i gang, så han formår mirakuløst at holde den i spil og bolden danser på overliggeren, hvorefter den dumper i spil igen. Dér, lige dér, dukker Divock Origi op og header den i mål. Manden der kort tid forinden havde ramt sammenføjningen og manden der i et Merseyside Derby i 2016, kort før Europa League-finalen, blev slagtet på det groveste af Fuenes Mori, afgør kampen og sikrer sig selv en kontraktforlængelse på 2-3 år, med en fed hyre for at sidde på bænken.

 

Jeg går amok, som i fuldstændig amok. Jeg skal lige kort sikre mig at dommerne ikke har set noget som jeg ikke selv har set. Det lader det ikke til og jeg går nu endnu mere amok. Med tårer i øjenene - de kommer altid når Liverpool gør det her - løber jeg fra stue til køkken og fra køkken til stue med knyttede næver og en hel masse engelske gloser. Syngende! Fuldkommen i ekstase! Kæmpe ekstase! Større ekstase end da Sadio Mané gjorde det samme på Goodison for 2 år siden.

 

Dermed gik jeg fra tilfredshed til ekstase. Fra en overskrift der skulle have heddet ‘Tilfredsstillende’ til overskriften ‘Ekstase’, ovenpå Merseyside Derby nummer 232 og nummer 100 i ligaen på Anfield mellem de to bysbørn. Mål nummer 350 i tiden under Jürgen Klopp kom fra belgiske og næsten glemte Divock Origi, dybt dybt inde i overtiden. Boom!

 

Jeg elsker det! Jeg elsker, elsker, elsker at slå ærkerivalerne. De fortsætter med at være bitre ovre på den anden side en god rum tid endnu. På en sådan dag må man gerne fryde sig.

 

Get the fuck in, som jeg ynder at råbe.

 

Forinden havde det været en fantastisk medrivende og god fodboldkamp uden scoringer. Det er sjældent man kan sige det om 0-0-kampe. Det er også sjældent at jeg sidder med en følelse af tilfredshed med 0-0 hjemme på Anfield. Men det gjorde jeg faktisk.

 

Ikke fordi Everton fortjente sejren mere end vi gjorde, men jeg synes at Marco Silva og The Toffees fortjener at blive krediteret for at komme med et hold der langt om længe ikke bare ville lade sig kyse af Liverpool. De turde rent faktisk spille imod os denne gang og de medvirkede til spænding og alt det et derby mest drejer sig om, nemlig nerve og intensitet.

 

På trods af Yerri Mina stod i offside-position og dommerens fløjte forblev tavs i kampens indledning, så kunne vi her nemt være kommet bagud. Alisson må have forhekset det mål.

 

Det samme var tilfældet i det 20. minut, da først Alisson præsterede en mirakelredning på Andre Gomes’ hovedstød og efterfølgende Joe Gomez med en heroisk fod på returen, hvor han liggende ekspederede bolden væk på selve målstregen.

 

Jeg siger det bare én gang til: Ham Alisson Becker redder 15-20 point pr. sæson og her føjede han endnu 3 styks til samlingen. Vi taler altså om en keeper, der har lukket blot 5 mål ind i 14 PL-kampe. Havde det ikke været for ham, så havde vi også lukket flere end 7 ind i Champions League. Han er en mester mellem stængerne og som jeg har det med Virgil van Dijk i forsvaret, så nævn mig en målmand lige nu på verdensplan der er bedre. Courtois, de Gea, Kepa, Ederson, Neuer og alle dem der, er da bestemt også gode målmænd. Men ingen af dem er på Alissons niveau i øjeblikket.

 

Men Everton var som sagt godt med. De spillede faktisk ret stærkt og jeg var på intet tidspunkt rolig. Jeg frygtede faktisk hele tiden at de ville slå til. Deres udtryk var langt bedre end det vi har set fra dem i de sidste sæsoner og jeg ser dem som førsteudfordrer til top 6-holdene. Et af dem har de jo sådan set allerede forbigået, i og med at deres målscore er bedre end Manchester Uniteds.

 

Jeg synes ellers at Jürgen Klopp havde valgt den rigtige opstilling. Vi kan altid diskutere om Naby Keita skulle have startet i stedet for Xherdan Shaqiri, men det er småting.

 

Jeg håber at Fabinho nu sætter sig fast inde på 6’eren eller en af de 6’er pladser, som Klopp er begyndt at praktisere. Han slår ikke 100 procent igennem, men jeg synes han kom i vejen for meget, brød mange Everton-opspil med sine lange ben og var dreven med bolden. Lad ham nu spille sig fast ind her i december måned, så vi kan få noget ro på den midtbane.

 

I den modsatte ende kunne vi også godt have scoret og 2-2 havde ikke været forkert fremfor 0-0, da vi nåede hen til overtiden. Sadio Mané skylder efterhånden nogle mål med tanke på de to kæmpe afbrændere, ligesom Shaqiri burde have scoret.

 

Helt i front blev både Mohamed Salah og Roberto Firmino pakket godt og grundigt ned. Det er igen med cadeau til Everton. De gjorde det altså godt, må jeg bare sige.

 

Måske netop derfor føles sejren endnu bedre og endnu smukkere. Fordi vi rent faktisk fik rejst os ovenpå PSG-matchen. Vi fik svaret igen og fik igen vist Manchester City at vi ikke bare overgiver os. Vi forærer dem ikke noget mesterskab. Det må de selv sørge for at spille sig til, hvis de vil have det, for vi kommer til at presse dem i røven hele vejen til maj.

 

Ja for dælen da hvor har vi været heldige i vores fremmarch mod de her 36 point. Mahrez der brændte straffe for City, eller hvad med Sturridges udligning kort før tid på Stamford Bridge? Eller Gomes’ afbrænder i dag. Jeg læste mig efterfølgende til et sted på nettet, at Liverpool nu officielt var verdens heldigste fodboldhold. Sludder og vrøvl. Man er ikke ubesejret, har ikke 36 point og har ikke blot lukket 5 mål ind på 14 kampe, hvis man alene er heldig.

 

Det er lidt ligesom i den utrolige 1983/1984-sæson, der fik det berømte tema “I don’t know what it is, but I love it”. Det er sådan det føles i denne sæson, ihvertfald når vi taler indsatsen i Premier League.

 

Sådan har jeg det ihvertfald. Det fortsætter også sådan i de kommende uger og om 14 dage står vi samme sted og skal endelig gøre det af med Mourinho og Manchester United.

 

Indtil da, skal vi have overstået to udekampe i ligaen samt braget hjemme mod Napoli i CL.

 

Onsdag går det løs igen. En af de lidt mere irriterende dage at være Liverpool-fan på. Der tillades jo kun en enkelt livekamp på hverdage fra Premier League. Forståeligt nok vises der Man United mod Arsenal. Men det betyder også for mig, at det er en af de dage hvor jeg kommer sent i seng. Jeg nægter at finde et eller andet svagt stream med en eller anden arabisk kommentator, så det bliver på Viaplay fra kl. 23.05, at opgøret fra Turf Moor skal ses. Jeg slukker samtlige devices fra kl. 20.45 hvor der er kickoff, sætter 5. sæson på af “How to get away with murder” på Netflix og glor serie frem til reprisen starter.

 

Sådan er betingelserne et par gange om året og det må jeg tage med. De 36 andre kampe med Liverpool vises heldigvis direkte.

 

Merry Christmas Everton.












Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder