KLOPP HAR LØST LIVERPOOLS ANGRIBERPROBLEM. TO GANGE. UDEN INDKØB ?>










  • FLERE STATISTIKKER


KLOPP HAR LØST LIVERPOOLS ANGRIBERPROBLEM. TO GANGE. UDEN INDKØB






I 2013/14 havde Liverpool måske verdens mest frygtede 9’er-duo. Suarez og Sturridge rev forsvar fra hinanden efter velbehag, og den frygtede duet efterlod en stjerneparade af ødelagte forsvarsspillere i sit kølvand.

Da Klopp to år senere tog over, var kølvandet fyldt med Sturridge-skader og et rædselskabinet af angriberfejlkøb: Balotelli, Lambert, Benteke, Origi og Ings var eller var på vej til at blive ligegyldige fodnoter i Liverpool-historien - på hver deres måde.

Stor var spændingen derfor, da Klopp gik ind i sit første sommertransfervindue. Var kontakten holdt så meget ved lige med Lewandowski, at polakken kunne lokkes til Merseyside? Havde Klopp måske et helt andet es i ærmet?

Navnene på rygtebørsen var mange, men da vinduet lukkede, var eneste offensivspiller ind ad døren Sadio Mané fra Southampton. Klopp havde gradvist kørt Roberto Firmino i position som topangriber. Som en lappeløsning, regnede mange med, men det skulle vise sig at være alt andet end det.

Den følgende sæson spillede brasilianeren 35 ud af 38 Premier League-kampe på toppen. Resultatet var over al forventning. Med beskedne 11 mål var det egentlig ikke fordi, en stor målscorer var født. Men Sadio Mané og Philippe Coutinho kunne sende en stor del af æren for deres hver 13 scoringer videre til Bobby. Det samme kunne Lallana for sine otte træffere.

Med sit utrættelige løbearbejde og evne til at skabe plads til medspillerne var Firmino limen, der fik Liverpools angreb til at klikke. En falsk 9’er i verdensklasse var født - og han blev kun bedre sæsonen efter, hvor en fløjraket mere blev tilføjet i form af Mohammed Salah.

 

Bagsiden ved den falske 9’er

Det flydende angrebsspil med Roberto Firmino som falsk 9’er var dog ikke uden bagsider. Spillet uden ægte frontløber bygger på bevægelse og gensidig forståelse. Når løb og afleveringer sad lige i skabet, rev vores flydende fronttrio med først Coutinho, siden Ox som fodermester forsvar fra hinanden på en måde, der ikke var set siden de glade SAS-dage.

Især i de kampe, hvor kompakte og velorganiserede modstandere lukkede det bagrum, som fløjene levede af, og det rum mellem forsvar og midtbane, Firmino boltrer sig i, manglede vi en mand i boksen. En snu ræv i feltet, der kunne score ud af ingenting.

Det samme gjorde sig gældende i de kampe, hvor stængerne og hovederne var trætte. Og stænger og hoveder bliver trætte med en spillestil, der bygger på 4-3-3 og falsk 9’er, for konstant bevægelse både i presspillet og uden bold i angrebsfasen er en absolut nødvendighed.

Når angriberen falder ud af feltet, skal pladsen derinde fyldes op af (mindst) en holdkammerat - gerne en fløj eller central midtbanespiller. Hans plads skal til gengæld overtages af enten en central midtbanespiller eller en back.

Især de centrale midtbanespillere trækkes der store veksler på. De skal i hvert angreb enten med i feltet, i overlap eller dække af for en back på eventyr. Det kræver stor indbyrdes forståelse at få det til at lykkes, hvilket har en dobbelteffekt på trætheden, da det besværliggør rotation.

Det flydende spil gør desuden, at både backs og centrale midtbanespillere risikerer at efterlade områder bag sig, som modstanderne kan slå kontra i, hvis ikke genpresset sidder lige i skabet.

Når man mere eller mindre kun holder de to centrale forsvarsspillere og den bageste midtbanespiller tilbage, kan de ende med at skulle dække store områder. Også for store. Bare spørg Dejan Lovren om en vis Wembley-kamp - eller Lucas Leiva om en rædselsfuld dag på Vicarage Road i december 2015.

 

Den savnede ægte 9’er

Inden denne sommers transfervindue spurgte mange derfor sig selv, om ikke Liverpool havde brug for at tilføje en mere klassisk angribertype til truppen. En man kunne sigte efter i feltet i de perioder, hvor løb og kombinationer ikke sad lige i skabet.

En, der kan score de lette mål og også aflaste de trætte ben fra andet geled, der skal fylde feltet og kanterne op, mens Firmino farver hele modstanderens banehalvdel rød med sit heatmap.

Det skulle dog hurtigt vise sig, at Klopp havde andre planer. Midtbanen havde første, anden og tredje prioritet. Keita blev planmæssigt tilføjet, derefter kom Fabinho, herefter gik den vilde jagt på Fekir, indtil Shaqiri endelig kom ind ad døren i stedet.

Da transfervinduet lakkede mod enden var det åbenlyst, at angriberpositionen på intet tidspunkt havde været et tema. Firmino var fortsat klokkeklart førstevalg.

Sturridge havde endnu engang med en stærk preseason giver håb om, at han kunne finde sig til rette som det naturlige andetvalg. Endelig var der unge Dom Solanke, der trods alt syntes at have de rette kvaliteter til både at være mere klassisk boksangriber og samtidig indgå i kombinationsspillet.

Og det lykkedes ham jo trods alt at åbne målkontoen på 2017/18-sæsonens sidste spilledag. Enkelte spekulerede, efter Fekir-transferen gik i vasken, i, at man kunne rykke Salah ind bag Firmino og gå efter at tilføje holdet en kreativ fløj i stedet. So close and yet so far.

 

Problemet løses igen internt

Det skulle nemlig vise sig, at Klopp ingenlunde var blind for, at Liverpool havde brug for en streng mere at spille på som topangriber. Løsningen blev en velkendt en af slagsen fra tiden i Dortmund.

Udfordringen ved at finde ”en ægte 9’er” til et Jürgen Klopp-hold er, at han skal kunne det hele. Han skal arbejde utrætteligt i presspillet. Han skal kunne modtage bolden med ryggen til mål og indgå i de hurtige kombinationer på sidste tredjedel. Og så skal han naturligvis også kunne spille spillet på kanten af offside og i sidste ende afslutte chancerne.

Den slags spillere er få i antal og derfor meget dyre, så i stedet for at kaste sig ud på et 9’er-marked med meget få oplagte muligheder, blev ham den hurtige højrefløj med mål i støvlerne, ligesom Aubameyang i Dortmund, lagt helt på toppen. Ikke som falsk 9’er men som en helt ægte en med støtte fra en offensiv midtbane i 4-2-3-1.

Mohammed Salah har i denne sæson spillet 11 kampe som frontløber - med 12 mål og fem assist til følge. Firmino har i stedet indtaget pladsen som 10’er. I starten af sæsonen med skiftende held, men med et hattrick mod Arsenal kan man håbe, at han så småt har knækket koden.

Salah har ligeledes skulle vænne sig til sin nye rolle men er i skrivende stund på en andenplads over topscorere i Premier League (13), fører den statistik hvor man lægger mål og assist sammen (20), og pilen synes kun at pege i én retning.

Vi snakker om et marked, hvor konkurrenterne betaler £90m for Romelu Lukaku, £60m for Alvaro Morata eller bare £30m for Cenk Tosun. Hvor Tottenham har smidt i alt godt £55m efter Fernando Llorente, Vincent Janssen, Clinton N’Jie og Kevin-Georges N’Koudou i et evigt forsøg på at finde en eller anden, der ville kunne præstere i rollen som andetvalg efter Harry Kane.

I det marked har Jürgen Klopp formået at skabe først en verdensklasse falsk 9’er, dernæst en verdensklasse ægte 9’er ud af en offensiv midtbanespiller og en fløj, han allerede havde i truppen. Og som er indkøbt for rundt regnet samme penge, som Klopp med kyndig hjælp af Michael Edwards har fået for salgene af Benteke og nu Dom Solanke.

Rygterne svirrer som sædvanlig i januar, og man kan sagtens argumentere for, at offensiven mangler en brik. Det kunne være Fekir, der kan spille centralt og også tage en tørn som falsk 9'er. Det kunne være Timo Werner, der udover at være skarp topangriber også i ny og næ spiller ventrekant, hvor han vil være en velkommen aflaster for Sadio Mané.

Men den målscoringskrise, Liverpool var inde i, fra man solgte Luis Suarez til Klopp kom til, har vores manager formået at løse uden at betale for en frontangriber - hvis man ser bort for en ubetydelig tribunal fee på omkring £4m for Solanke.

Der findes næppe mere eftertragtede og derfor dyrere varer i moderne fodbold, end kreative og målfarlige centrale midtbanespillere, der samtidig har fysik, løbevilje og taktisk forståelse til at leve op til tidens krav til presspil, og komplette angribere med mål i støvlerne. I sommer stod Liverpool og manglede en af hver. På sin vis kan man argumentere for, at Klopp løste begge problemer ved at give £13m for Xherdan Shaqiri.

Inden tyskerens tid i Liverpool lakker mod enden, vil der være talrige grunde til at bygge ham en statue ude foran Anfield. Alene for denne præstation fortjener han dog som minimum en byste.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned