KAWAS BLOG: MANÉS MÅLFORM, LALLANA LEVERER OG TÆT TITELRÆS ?>










  • FLERE STATISTIKKER


KAWAS BLOG: MANÉS MÅLFORM, LALLANA LEVERER OG TÆT TITELRÆS






Med en overbevisende 4-2 sejr over Burnley viste Liverpool, at man i den grad stadig vil spille med om mesterskabet. Burnley kom ellers foran efter blot seks minutter på et helt bizart mål sparket ind direkte på hjørnespark. Allison bliver i situationen blokeret af tre modspillere, hvoraf den ene hopper op på ryggen af ham, mens han med den ene hånd holder keeperen nede. Kæmpe frispark, men dommerens fløjte var tavs. Det kan efterhånden kun gå for langsomt med at få indført VAR, da målet med 100 % sikkerhed var blevet annulleret efter en videogennemgang.

Det gav kortvarigt nervøsitet på lægterne, men Liverpool bevarede roen og satte sig fuldstændigt på opgøret. Efter flere tilløb til en udligning, brød Salah igennem i højre side og efter en hurtig 1-2 med Wijnaldum, smed han den ind over til Firmino som scorede sikkert.

Lallana var overraskende blevet valgt på bekostning af Keita og Henderson, og det skulle vise sig at være en god ide. Jeg har ellers haft svært ved at forstå hvorfor han fortsat får spilletid, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind, da han blev indskiftet i forrige weekends Merseyside Derby.

Men som så ofte før, må jeg sande at der er forskel på at se spillerne hver dag på Melwood og så følge dem fra afstand. Dette var uden tvivl Lallanas bedste kamp siden 2016, og han bidrog med energi, kreativitet og et nådesløst pres. 2-1 målet var et resultat af dette, efter at Lallana i fuld sprint kastede sig ned i en takling på kanten af Burnleys målfelt. Bolden ryger, via Salah og en Burnleyfod, videre til Mané, som klasker den op i hjørnet og derved fortsatte sin imponerende målform.

Herefter så Liverpool sig ikke tilbage og dominerede opgøret, hvor man virkelig kunne se at det her hold har tænkt sig at give Man City kamp til stregen. Det blev også 3-1 ved Firmino, inden Burnley fik reduceret i overtiden, førend Mané lukkede kampen definitivt. Dette var Manés mål nummer 16 i Premier League, og allerede 3 mål bedre end hans hidtil bedste sæsonresultat.

Inden sæsonen startede, skrev jeg en artikel om netop Mané, hvor jeg spåede ham til at score mellem 25 og 30 mål i alle turneringer. Det ser indtil videre ud til at holde stik og han har virkelig optimeret sit slutprodukt. Derudover spiller generelt på et mere stabilt niveau og tager mere ansvar. Keep it up, Sadio!

 

Perfekt modgift til sløje derby-præstationer

Sejren var lige hvad vi trængte til ovenpå et halvsløjt Merseyside Derby, hvor det dog sagtens kunne have endt med 3 point med lidt mere skarphed foran kassen og de berømte marginaler. Det synes jeg i det hele taget var været kendetegnende for flere kampe i starten af 2019, for spillet har i virkeligheden ikke været meget anderledes, end man så i store dele af efteråret.

Forskellen på dengang og nu, er at vi rent faktisk vandt på de dage, hvor vi ikke spillede godt, ved at være stabile defensivt og score på de 2-3 gode muligheder, der kom i løbet af kampen. Nu spiller vi uafgjort, og det skal vendes til sejre igen, hvis vi skal blive mestre.

I december ramte vi topformen, men det lader til, at mange har glemt, at det var førnævnte formel, der har bragt os i den favorable position, som vi stadig befinder os i. Da jeg med 15 kampe tilbage studerede kamprogrammet, var der to kampe, som jeg tænkte, at vi risikerede at tabe – ude mod Manchester United og Everton. 

De to kampe er nu overstået, og i begge opgør var vi bedst men måtte nøjes med 0-0. På begge sider af de opgør har vi vundet tre usvigeligt sikre sejre på Anfield og har fortsat blot tabt en ligakamp efter 30 runder.

City har ganske vist hentet vores forspring, men måske det er meget godt at tilbagevende til en position, hvor det er vores mesterskab at vinde, frem for vores mesterskab at tabe. Det har taget hårdt på psyken, og frygten - særligt i fanbasen – for at misse endnu en mulighed for vinde den hellige gral har til tider været invaliderende for alle i og omkring klubben.

Nu er det os, der jagter og, vi har gode kort på hånden. Vi har haft to minitræningslejre, hvor der er blevet restitueret, truppen er blevet rystet endnu mere sammen, og der er blevet lagt planer for resten af sæsonen. Den kortsigtede effekt udeblev, da det tydeligvis påvirkede spillernes rytme i kampene efter, men på den lange bane burde det give ekstra energi og overskud til de to sidste måneder, hvor det hele bliver afgjort.

City har derimod gået hele vejen i ligacuppen, der kulminerede med 120 opslidende minutter plus straffesparkskonkurrence i finalen, og de er fortsat både med i Champions League og FA Cuppen. Begge kan have indflydelse på deres hjemlige resultater, for de hungrer uden tvivl efter succes i Champions League, hvor de historisk har underpræsteret. Det kan koste fokus, men Liverpool er ligeledes med, og vil naturligvis gøre alt for at komme så langt som muligt.

Jeg vurderer dog, at City næsten 100 % sikkert er videre efter at have vundet 3-2 ude over Schalke, alt imens Liverpool er 60-40 underdog mod Bayern.

 

Kan bruge City- pause til at lægge pres på

FA cuppen er imidlertid der, hvor jeg ser den største fordel i Liverpools favør. For i næste weekend spiller City FA cup mod Swansea, imens Liverpool møder Fulham i Premier League. Med en sejr vil Liverpool atter være foran med et forspring på to point.

Såfremt City vinder over Swansea, hvilket er rimeligt at antage, skal de spille semifinale den 6/4. Det vil sige, at Liverpool på det tidspunkt vil være 2 kampe foran - og potentielt poitnmæssigt have åbnet et hul på 5 point. Det vil lægge maksimalt pres på City i en periode, hvor de har et fuldkommen vanvittigt kampprogram. Det lyder således:

 

6 april: Semifinale i FA cuppen

9/10 april: Kvartfinale i Champions League

13 april: Crystal Palace ude i Premier League

16/17 april: Kvartfinale i Champions League returkamp

20 april: Spurs hjemme i Premier League

24 april: Manchester United ude i Premier League

28 april: Burnley ude i Premier League

 

Det vil undre mig meget, hvis ovenstående program ikke resulterer i et eller flere pointtab - og hvis det ikke er tilfældet, så vil jeg næsten sige, at City har fortjent titlen. Der er blevet spekuleret i, at United kunne have interesse i at tabe til City, for at forhindre os i at vinde mesterskabet. Det er noget vås. Måske er der en gruppe sørgelige United-fans, der har tænkt tanken, men der er ingen fra klubben der ønsker at tabe til sine lokalrivaler.

Desuden tabte United til Arsenal i weekenden og kæmper en intens kamp for at ende i top 4. Tro mig, de vil gøre alt, hvad der står i deres magt, for at vinde den kamp.

I samme periode lyder Liverpools program således:

 

5 april: Southampton ude Premier League

9/10 april: Evt. Champions League kvartfinale

14 april: Chelsea hjemme Premier League

16/17 april: Evt. Champions League kvartfinale

21 april: Cardiff ude Premier League

26 april: Huddersfield hjemme Premier League

 

Det er i min optik et klart bedre program, og selvom jeg af hele mit hjerte håber, vi vinder over Bayern, kan jeg godt se en ligamæssig fordel i kun at spille fire kampe, alt imens City spiller syv.

Vi kæmper mod det vel nok bedste mandskab, der er set i Premier Leagues historie, men vi er ikke langt efter. City har erfaringen, vi har sulten og energien. De mindste marginaler kan blive afgørende. Det bliver tæt det her, og jeg tror ikke det bliver afgjort før til allersidst.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned