BUSKELYSEN: SUPERMANÉ ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: SUPERMANÉ






Hvis ikke vi havde vundet denne kamp, så havde vi heller ikke haft validitet til at påstå, at vi er seriøse titelbejlere til det engelske mesterskab. Men det gjorde vi, omend det var voldsomt usikkert. Et bundhold som Fulham med blot 17 point må selvfølgelig aldrig blive en modstander der stikker en kæp i hjulet på et tophold. Dertil skal der være for stor kvalitetsforskel - og det var - skåret ind til benet - lige præcis det der var.

 

De kom ikke med noget, de kunne heller ikke noget, men vi gav dem lov i et kvarters tid og det kunne være blevet fatalt.

 

Det vil være synd at påstå, at vi spillede vores livs kamp, men vi gjorde det der skulle til og det som det krævede. Vi kunne sagtens have vundet meget større, hvis vi havde været mere skarpe med den afgørende pasning på den sidste tredjedel af banen. Strengt talt, så gjorde vi det der var nødvendigt.

 

Fra midten af 2. halvleg begyndte vi at vakle, i en kamp hvor vi ellers var i totalt kontrol og balance, startende med både en annulleret scoring, et giftigt kontraangreb og til sidst et stort forsvarskoks sat i gang af netop indskiftede James Milner, fuldendt af Virgil van Dijk og vel faktisk til dels også Alisson, der måske godt kunne have nået at smide sine store hænder på bolden.

 

Måske Ryan Babel så alligevel kendte til en af van Dijks få svagheder ...

 

Vi gav Fulham en helt unødvendig tro på tingene - men det er jo Premier League og her er tingene altså aldrig helt færdigafviklet, når et hold blot er foran med et enkelt mål. Der vil opstå muligheder og det accepterer jeg, selvom jeg i de konkrete situationer var både oprevet, tosset og vred. Jeg råbte ekstra højt af mit hold og bad dem ‘fucking tage sig sammen’.

 

I opgør som disse, handler det om én ting, nemlig de tre point, alt andet er sådan set ligegyldigt. Jeg kunne sagtens udpege syndere i begge ender, efterlyse det ene, andet og tredje, give Jürgen Klopp en ordentlig overhaling for ikke at have sat sit hold op med den rette indstiling og udbasunere min vrede mod alt og alle. Det vil nok bare klinge en anelse hult, når man tænker på, at omtrent det samme hold for blot 4 dage siden i store perioder udspillede mægtige Bayern München og ekspederede dem ud af Champions League. Det betyder jo, at det ikke er kvalitet som spillerne mangler sådan helt generelt, men nærmere at holde fokus, uanset om det sker på Allianz Arena eller på Craven Cottage.

 

Redningsmanden var selvfølgelig Sadio Mané. Det siger sig selv. Supermané præsterer virkelig godt i øjeblikket. Han er on fire. Målet til 1-0 var klasse. Han byggede selv op, benyttede Roberto Firmino og afsluttede resolut og beslutsom. Han lignede nærmest en der nåede at råbe ‘flyt jer’ til alle andre der var i nærheden af bolden, for den der skulle han nok selv gøre færdig. Han er her, der og alle vegne i disse uger - og det var han så også, da spanske Rico nedlagde ham i feltet med bare 10 minutter tilbage. Hjernedødt og torskedumt. Helt og aldeles unødvendigt. Bolden var jo på vej ud af farezonen, da han rev Mané ned. Jeg bukker, nejer og takker ham.

 

Jeg sad efter Fulhams scoring helt ude på kanten af sofaen og tænkte ‘Åh nej, er det virkelig det her mål vi skal tale om igen og igen, der kostede os et mesterskab?’. Så kom Rico mig til undsætning og nu tænker jeg ‘Måske er det lige præcis det her straffespark, der gør at vi om 7 kampe løfter mesterskabspokalen ...’

 

Kan vi drage sammenligninger med 13/14-sæsonen, hvor vi senest var kraftigt involveret i en mesterskabskamp? Her afgjorde Steven Gerrard løjerne på Craven Cottage med sin straffesparksscoring til 3-2 i kampens overtid. Det var en crazy kamp. Denne her var knap så crazy, men alligevel så skal der den her slags kampe til, før end man kan slå sit kandidatur som titelbejler fast. For man skal også kunne overkomme sådanne kampe, hvor det både på forhånd og undervejs synes svært - og det er altså det vi gør i den her sæson. Vi er med hvor det gælder, vi er involveret og vi tørster efter en titel. Nu er det heller ikke længere - og som det var i 13/14, tilfældigt. Nu er det med klasse og kvalitet. I lyset af at vi vinder kampen, så tager jeg det som noget positivt, at når en fantastisk spiller som Virgil van Dijk fejler, så koster det ikke. Præcis ligesom de par gange vi har set Alisson fejle i løbet af sæsonen - for på den lange bane, indeholder to som dem, meget mere klasse end svaghed.

 

Nu har vi igen lagt os op i front af tabellen. Manchester City har selvfølgelig en kamp færre og de skal selv på besøg hos Fulham næste gang de skal i aktion, mens vi selv dagen efter brager løs mod Tottenham på hjemmebane. Det er en kamp de næppe taber og derfor vil der igen være pres på, når Spurs kommer på besøg, men jeg fornemmer helt klart, at det er et pres der både kan kaperes og håndteres. Helt sikkert er det, at vi ikke spiller sådan her næste gang.

 

Mange positive betragtninger i et opgør, hvor vi dybest set ikke bør være tilfredse med vores niveau, men hvor jeg alligevel fokuserer på det gode kontra det mindre gode. Hvorfor bruge tid på andet, når det ender med en sejr og en 1. plads.

 

Pessimister vil gå den anden vej. De vil fremhæve og pointere alt det der er galt og alle de steder som vi vakler. Alle de fejl der laves. Alle de spillere der ikke topper for tiden (læs, Mohamed Salah især) og den manglende brug af andre spillere (læs, Xherdan Shaqiri og før sin skade også Naby Keita). Jeg kan sagtens følge tankerne, men jeg er optimist og der skal noget mere til at vælte læsset for mig, når vi er nummer 1, har tabt blot en enkelt kamp og er i kvartfinalen i CL.

 

Jeg ser ingen umiddelbar grund til andet end optimisme.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned