EN STEMME UDEFRA: CHELSEA ?>










  • FLERE STATISTIKKER


EN STEMME UDEFRA: CHELSEA






15 - det er så mange kampe Liverpool har spillet siden de sidst tabte en kamp. Det betyder fire uafgjorte og 11 sejre, og alligevel er vi ”nervøse” og ved at ”bottle it”. Man kan så sige, at den direkte oversættelse af ”bottling it” er ”flaske den”, og det er da egentlig utrolig tæt på udtrykket på ”flasker sig”. Og det gør de i den grad.

Er det altid lige pænt? Nej, det er det fandme ikke! Er det altid sjovt? Nej, det er det fandme heller ikke! Men er det voldsomt spændende? Ja, det kan du så til gengæld tro det er! Ja, de fleste af os havde taget den nuværende stilling, hvis vi var blevet spurgt før sæsonen gik i gang. Men hold nu op, hvor er det dog spændende at se os konkurrere med det dyrest samlede hold i verdenshistorien.

Den sværeste opgave er altid den der står foran en, men den her kan dog vise sig at være den absolut sværeste der er tilbage. Fem kampe er der tilbage: Chelsea (H), Cardiff (U), Huddersfield (H), Newcastle (U) og Wolves (H). Med tre hjemmekampe ser det da også rimelil fornuftigt ud, da vi ikke har tabt på hjemmebane i 37 kampe, hvilket er næstmest nogensinde i Premier League.

Nu står vi dog overfor vores onde ånd fra for fire år siden. Samme runde, på Anfield… Chelsea. Aktørerne er dog nogle helt andre, og sammenligningen mellem de to hold slutter da også med alle disse lodtrækningstilfældigheder. Mourinho er fortid i Premier League, Brendan Rodgers gør det godt i Leicester, Jürgen Klopp har taget os fra ”doubters to believers” og ”Sarri ball” kommer og går som vinden blæser.

Chelsea

Chelsea startede sæsonen fremragende, da de gik ubesejrede igennem de første 12 runder i Premier League. Det betød, at ligaen hurtigt lignede en kamp mellem Chelsea, Liverpool og Manchester City. Herefter begyndte resultaterne dog at svinge både til højre og venstre for Chelsea.

Et nederlag til Tottenham på Wembley blev endestationen for Chelseas imponerende sæsonstart, og startskuddet på en mærkværdig periode for de blå fra London. I de følgende fem kampe vandt de nemlig over Fulham, Manchester City og Brighton, mens de tabte til Wolves og Leicester.

Sejren over Manchester City betød, at de stadig holdt fast i toppen, og en efterfølgende dårlig stime fra de lyseblå fra Manchester betød, at Chelsea stadig var tæt efter dem, selv med de svingende resultater.

Efter jul blev endnu en fin periode, med 10 point i fire kampe resultatet, men mod slutningen af januar begyndte korthuset for alvor at se ustabilt ud i Chelsea. I en serie på fire kampe, henover januar og februar tabte man 0-2, 0-4 og 0-6 til henholdsvis Arsenal, Bournemouth og Manchester City, mens man vandt 5-0 over Huddersfield.

Efter afklapsningen mod City har det dog set noget anderledes ud. En 2-0-sejr over Tottenham blev startskuddet på den seneste periode, hvor man har spillet syv kampe, vundet fem, tabt en og spillet en uafgjort.

Det betyder altså, at Chelsea i skrivende stund ligger på en 3. plads i ligaen, med tre point ned til Arsenal på 5. pladsen, som dog har en kamp i hånden.

Statistikker

Vi tillader næstfærrest skud pr. kamp, både i alt (8,1) og på hjemmebane (6,8). Vi er det hold i ligaen med færrest boldopsnapninger (8,2), mens vi ligger på andenpladsen på hjemmebane (8,1). Vi har kun tilladt 13 mål i åbent spil, hvilket kun er overgået af Man City (10), mens vi ikke har lukket mål ind på hverken kontraangreb eller straffespark. På defensive dødbolde ligger vi næstbedst i ligaen, og har kun lukket syv mål ind.

I den anden ende af banen er der ikke meget der har ændret sig, selvom det virker som om, at vi får alvor har fået gang i målscoringen igen. Vi ligger stadig på andenpladsen over mål scoret (75) og på tredjepladsen over skud pr. kamp (15,1), hvor vi dog ligger på andenpladsen på hjemmebane (17,9). Vi ligger på tredjepladsen når det kommer til at ramme målet pr. kamp, både i alt (6) og på hjemmebane (6,7).

Liverpool ligger i øvrigt på en tredjeplads når det kommer til at ramme træværket (17), mens vi overraskende nok ligger på en delt andenplads når det kommer til at score mål på hovedstød (12). Hele 71 af vores 75 mål er blevet scoret inde i boksen, hvilket tyder på, at vi kommer i nogle gode positioner.

Mohamed Salah fik endelig hul på bylden mod Southampton, da han scorede en perle af et mål og afgjorde kampen, hvilket betyder, at han nu egenhændigt ligger på andenpladsen på topscorerlisten (18). Han er da også stadig den spiller der har afsluttet flest af alle (111), og han er også den spiller der har ramt målet flest gange (53). Sadio Mané, som netop er blevet kåret til månedens spiller for marts, har ikke været helt så effektiv i de seneste par kampe, og ligger derfor nu på tredjepladsen på topscorerlisten (17). Han er dog stadig den mest scorende spiller i Premier League, hvis man tæller straffespark fra.

 

Kigger vi lidt nærmere på Chelsea, så ligger de på en andenplads over skud (16,1), mens de rammer målet 5,2 gange pr. kamp, hvilket giver dem en 4. plads. Chelsea er også det hold med næstmest boldbesiddelse (60,9%) og rammer da også deres medspillere i 87,8% af tilfældene. De er det hold i ligaen der vinder færrest hovedstødsdueller (14). De er også det hold der har lukket 5. flest mål ind på dødbolde (13), hvor vi jo er det hold der har scoret flest mål.

Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på Eden Hazard i morgen. Han ligger på en 6. plads på topscorerlisten (16) og en førsteplads på assistlisten (12), og er derfor den spiller der har været direkte involveret i flest mål af alle (28). Han kommer da også i fin form, efter han har scoret tre mål og lavet en assist i de seneste to kampe.

Liverpool har mødt Chelsea 178 gange i betydende turneringer, og det er ganske lige mellem de to hold:

Liverpool-sejre: 74
Chelsea-sejre: 63
Uafgjorte: 41

På hjemmebane ser det dog noget mere komfortabelt ud. Her er der blevet spillet 86 kampe og historisk har det været svært for Chelsea at spille på Anfield:

Liverpool-sejre: 50
Chelsea-sejre: 15
Uafgjorte: 21

Liverpool har kun vundet fire af de seneste 20 opgør mod Chelsea, og man skal helt tilbage til 2016 for at finde den seneste Liverpool-sejr, som faldt på Stamford Bridge. Chelsea har vundet syv af de seneste 20 opgør de to klubber i mellem og ni er altså endt uafgjort. En lidt ærgerlig statistik er dog, at Liverpool ikke har vundet de seneste otte kampe mod Chelsea på Anfield. Man skal altså helt tilbage til 2012 for at finde den seneste sejr, mens Chelsea har vundet tre af de otte opgør.

Heldigvis, så har Liverpool netop udlignet rekorden for næstflest kampe ubesejret på hjemmebane i træk (37). Chelsea har da også tabt de seneste fem udebanekampe mod de andre hold fra top-6, og kun tre af de seneste 32 managere har vundet på Anfield i deres første forsøg i Premier League.

En stemme udefra

Mit navn er Frederik Raavig Johansen, jeg er 24 år og jeg har fulgt Chelsea siden Drogba kom til klubben – Han var en klasse angriber.

Mit bedste minde med Chelsea er helt klart Champions League-finalen mod Bayern München – Det var helt fantastisk. Jeg så den på en familietur til Lalandia, og det var selvfølgelig ikke muligt at se den i hytten. Så jeg måtte hen til et samlingssted, hvor de viste kampen, og der var der selvfølgelig rigtig mange tyskere i Bayern trøjer.

Men der stod Petr Cech en af hans mange formidable kampe for Chelsea, og Drogba var jo kold som is, da han skulle sparke det afgørende straffespark, så det var en virkelig god aften!

Efter en fantastisk start på ligaen, hvor i var ubesejret i de første 12 runder, virker det som om, at hvedebrødsdagene med Maurizio Sarri ved roret er faldet lidt til jorden. På trods af interne stridigheder hos Chelsea, har de dog stadig formået at holde sig inde i kampen om top-4. Hvordan tror du fremtiden ser ud for Sarri og Chelsea i den nærmeste fremtid, med en potentiel transferkarantæne hængende over hovedet?

Starten var virkelig god, og jeg havde en god fidus til Sarri. Dog virker det som om, at han har svært ved at håndtere spillerne, men det er jo ikke første gang i Chelsea, at spillerne har haft mere at skulle have sagt end manageren. Men efter nogle pinlige episoder, så virker det til at troen på sejr i kampene er kommet tilbage. Så det er positivt.

Dog ser jeg ikke et længerevarende ophold for Sarri i Chelsea.

Der er fem point mellem Chelsea og 6. pladsen i ligaen, hvor i har spillet en kamp mere, og både Tottenham og Arsenal kan bringe sig foran Chelsea med en sejr i den ekstra kamp. Med tanke på, at i også har Europa League at tænke på, hvordan ville du så prioritere de kommende kampe, og hvordan tror du kampen om top-4 kommer til at ende?

Det er utroligt tæt, og der kommer til at være spænding til det sidste. Dog kræver det, at Chelsea skal kæmpe utroligt hårdt for at holde placeringen. Med tanke på Europa League, så skal den vindes. Men at ende i toppen i ligaen, det vil og skal have en højere prioritet. Jeg tror og håber de kan holde deres nuværende placering.

Chelsea har været noget svingende i deres præstationer mod resten af top-6, hvor de har hentet 11 point i tre sejre, to uafgjorte og tre nederlag mod de andre top-6-hold, og både har vundet 2-0 og tabt 0-6 til Manchester City. Hvad ser du som årsag til de svingende præstationer og hvordan tror du i kan ændre på den?

havde ellers lykkeligt glemt nederlaget til City, men tak fordi du bringer det op… Det var virkelig en dårlig kamp.

Ja, det har ikke været helt optimalt, når man gerne vil være det bedste hold i England. Årsagen tror jeg skyldes splid mellem træner og trup.

Chelsea har generelt haft et godt tag på Liverpool i de seneste 15 år, og man skal bare tilbage til sidste sæson, og Liverpool har ikke vundet over Chelsea siden 2016. Man skal heller ikke længere tilbage end sidste sæson, før man finder Chelseas seneste sejr på Anfield, hvor Liverpool ikke har vundet over Chelsea siden 2012. Hvordan vil du vurdere betydningen af at spille på Anfield?

Det er aldrig nemt at spille på Anfield, men alligevel har resultaterne været til vores fordel, så det er jo dejligt. Men Liverpool er virkelig blevet et godt hold, og de har spillet særdeles fremragende i lang tid nu. Så jeg må sige, at jeg ser Chelsea som underdogs til Weekendens opgør.

Liverpool har ikke tabt i de seneste 15 kampe, og virker til at have fundet formen frem mod den sidste og afgørende del af sæsonen, mens Chelsea også virker til at være klar til de afgørende kampe i sæsonen. Liverpool spillede dog Champions League tirsdag, mens Chelsea først spillede Europa League i torsdags. Tror du de europæiske kampe kommer til at have indflydelse på kampen? Og hvordan tror du kampen kommer til at forløbe?

Selvfølgelig har det en betydning. Man kan altid mærke det hvis der har været et par kampe inden for kort tid. Dog ser jeg stadig, at det bliver en tæt kamp, med store chancer til begge hold. Men Chelseas forsvar skal på en hård prøve. Jeg tror dog, hvis ellers Eden Hazard møder op på dagen og gider spille så, at der kommer mål til Londons bedste hold.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned