BUSKELYSEN: KATALYSATOREN SALAH ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: KATALYSATOREN SALAH






Det her var en gedigen stærk team performance - ja soz, men jeg er blevet halv scouse den seneste uges tid - selvom min kæreste har været ved at slå mig ihjel over at forsøge på at efterligne de lokale. En stæk præstation, dog med Mohamed Salah som katalysator. Egypteren er for alvor ved at finde formen igen, ovenpå en lidt død periode - og hvilket tidspunkt. I uhørte for Salah - 544 minutter havde han ikke scoret på Anfield. Det virker som ganske god timing.

 

Hvilket mål. Det var fantastisk. Virgil van Dijk-diagonal. Fremragende first-touch og kontrol fra Salah. Et træk væk fra Emerson og ind i banen. Endnu et træk og på den fjerde berøring, sender han kuglen afsted fra 30 meter, susende mod hjørnet og uden chance for Kepa i buret. Smukt.

 

Især smukt fordi det var lige i min synsvinkel oppe bagerst på Main Stand. Live-kamp nummer 28 hjemme i min by, med nu 21 sejre, 6 uafgjorte og så det der åndssvage nederlag til netop Chelsea i Carabao Cuppen tidligere på sæsonen, er min samlede statistik nu.

 

Også smukt fordi kaptajn Jordan Henderson igen krydrede en stærk indsats med et utroligt vigtigt løb ned i dybden der trak Ruben Loftus-Cheek med sig og banede vejen for Salah ind i banen, hvor der var tomt.

 

Jeg læser til stadighed i diverse kommentarspor, at Hendo ikke bør starte for Liverpool. I går var det for mange galt, at han startede på bekostning af Gini Wijnaldum. Skulle vi ikke bare efterhånden anerkende, at vi har mange vigtige spillere der er vitale for både vores spil og vores hold og at både Hendo og Gini fortjener en plads? Det samme gør Fabinho, Naby Keita og James Milner. Hvor er det dog dejligt at vi kan vælge imellem fem så stærke spillere til tre centrale pladser, ligesom Adam Lallana også er brugbar derinde.

 

Målet til 1-0 bragte mig straks minder tilbage fra det vanvittige Dortmund-opgør i Europa League på præcis samme dag, tilbage i 2016. Det var ikke Milner og Dejan Lovren, men derimod Hendo og Sadio Mané, men ellers var der pæne ligheder mellem det vanvittige mål dengang og scoringen i går - og det var forinden med Mo Salah som katalysatoren.

 

Der var generelt mange gode præstationer og jeg synes vi spillede solidt. Vi så stærke ud defensivt, selvom både Eden Hazard og Gonzalo Higuain kom frem til et par store muligheder, dog først efter at vi selv var kommet i front.

 

De første 45 minutter var ikke den bedste gang fodbold jeg har overværet fra tribunen. Det var faktisk lidt det omvendte billede fra CL-kampen i tirsdags. Her var vi dominerende i 1. halvleg og scorede de to mål, mens 2. halvleg mest blev til en spadseretur henover græsplænen. I går var der okay fine tiltag, men de løb som oftest ud i sandet og det stod ret klart, at skulle vi hive alle tre point, så skulle der mere fart over feltet i anden omgang og det kom der heldigvis. Jeg er dog altid tryg, når vi som minimum har holdt nullet ved pausen og skal angribe ned mod The Kop i 2. halvleg. Det går meget sjældent galt og det gjorde det så heller ikke i går.

 

Første sejr over Chelsea på Anfield i 9 kampe og dermed endte i alt 7 år uden sejr over CFC på hjemmebane. Andy Robertson gled endda og der skete ikke noget. Vi er videre fra 2014 nu. Det er virker Chelseas fans ikke helt til at være - og igen i går, havde de travlt med at synge om Steven Gerrards berømte slip og efterspurgte et par gange hvor den berømte Anfield-atmosfære var henne. De fik tilbage med volumen skruet helt op: “Where’s your famous plastic flags?” og så blev de ligesom tiet ihjel nede på Anfield Road End, hvor man slet ikke hørte dem, fra det øjeblik de kom bagud. Flere satte sig på de plastiksæder, hvor de hører hjemme.

 

Dermed kunne jeg afrunde en uge i mit elskede Liverpool med 2 x 2-0-sejre og efter at disse linjer er skrevet, lander jeg til fred og fordragelighed i København her mandag morgen. Noget der forhåbentlig bliver ved, både efter på onsdag og sæsonen ud.

 

Som skrevet i sidste uge, er vi langtfra sikre på avancement til semifinalen i CL, men vi ankommer altså til Porto i en forrygende form og vi bør kunne nappe den samlede gevinst. Det kræver en ligeså stor koncentration som den vi så i går. Det er fuld fokus og det er det indtil der fløjtes af. I første opgør gav vi for meget væk imod dem, det skal ikke ske igen.

 

I det hele taget er fokus nøgleordet i den resterende del af sæsonen. Vi viser gang på gang at evnerne er der, at vi kan slå samtlige hold. I går så vi et LFC-hold der var markant bedre end rækkens nummer 4 - og når fokus sidder lige i skabet, så svigter evnerne altså ikke.

 

Cardiff, Huddersfield, Newcastle og Wolves. Kom ikke og sig, at vi ikke har en ‘nem’ afslutning på programmet. Sværest bliver vel mødet med Rafa Benitez oppe i Newcastle. Men de omtales alene som nemme, såfremt vi holder kadencen, for ellers kan det gå galt mod dem alle. Jeg stoler på at Jürgen Klopp og den øvrige del af teamet formår at overbevise spillertruppen om det.

 

Sejre alene, er dog ikke nok i disse resterende opgør.

 

Manchester City SKAL jo sætte point til. Jeg følte mig rimelig sikker på, at det ville ske mod Palace, men der tog jeg (igen) bare gruelig fejl. Så nu er det i stedet op til Tottenham, Manchester United, Burnley, Leicester eller Brighton i denne her historisk tætte kamp om det engelske mesterskab.

 

Hvor bliver det møghamrende surt, hvis vi ender op med 97 point uden et mesterskab. Det bliver tungt, men på den anden side, så prøver vi da bare til næste år - og hey, sidst vi slog Chelsea hjemme i april måned, var i 1990, altså året hvor vi sidst vandt ligaen ... og når så Tiger Woods sidst vandt en Masters i 2005, altså året for vores seneste Champions League-triumf ... så ... ej, jeg finder bare selv ud ...

 

But: We go again!

 

Og så bare lige til allersidst:

 

30 år. Justice for the 96. Gone but never forgotten.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned