Blog: Trods og tilbedelse ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BLOG: TRODS OG TILBEDELSE






Jeg kan nærmest ikke beskrive den lyd, der opstår på Anfield, da kampen går i gang. Det er en støj, der ikke er ensformig eller fuldendt. Det er en mur af lyd, et tykt flimmer af dyrisk, vildtlevende disharmoni. Stumper af støjindtryk, der ikke løftes op i aftenluften, men bliver inde i dit øre. Der bliver ikke bare buet eller piftet, hver gang en Barcelona-spiller rører bolden – det er mere end det. Jeg kan ikke høre mig selv eller mine tanker, og jeg kan ikke tale med andre. Jeg kan kun forestille mig, at det tusind gange det samme nede på græsset. 

Divock Origi. 1-0. 

Efter vi har fejret målet, ændrer lyden karakter. Jeg forstår pludselig rumfanget af den larm, der gik forud. Det er som om, at jeg har haft propper i ørerne, og de nu er poppet. Som om jeg var blevet fejldiagnosticeret med tinnitus. 

Jeg har været ret positiv op til kampen. Ikke nødvendigvis fordi jeg var overbevist om, at Liverpool ville gå videre, men fordi jeg troede på det – den der type tro, der mest af alt er håb og ikke rigtig tro. Fordi jeg ikke synes, at vi havde noget at tabe. Fordi jeg var der, da vi spillede 4-3 mod Dortmund for et par år tilbage, og jeg ved, at ting kan ske. 

Men ved 45 minutter er jeg ved at være lidt nervøs alligevel. Vi spiller med, hvad der begynder at ligne et halvt hold. De humper rundt, og modstanderen kommer tættere og tættere på. 

Jeg når knap nok at trække vejret, efter Ter Stegen har gjort alt, hvad han kan for ikke at tage fat i den bold, der har forladt Gini Wijnaldums fod, da Gini pludselig hopper højere, end jeg vidste, at nogen kan hoppe. Bolden forlader nu uanmeldt hans smukke hoved – det hoved, der har et ansigt, der producerer et af de bedste smil i verden. 

Det går så hurtigt, at jeg slet ikke har tid til at kapere, hvad der sker. Jeg ved nu af erfaring, at min go-to målfejring, når det går vildt for sig, er at skrige. Ikke sådan et brøl som i ”yes, kom så!” Nej, altså, mere sådan ”AAAAAAAAAAAAAAAAAARGHHHHHHHHH!” i omkring 3 minutter i streg. Jeg kaster mig i armene på mennesker, jeg kun kender af udseende. Jeg skriger dem ind i hovedet, og det bedste er næsten, at der ikke er nogen, der synes, det er skørt. Jeg skriger og skriger og skriger. 

Og så er jeg pludselig dødnervøs. Jeg sætter mig ned hver gang, Barcelona har bolden. Jeg gemmer mig bag mine nye venner, jeg glor ned på mine fødder, jeg holder mig for ørene. Jeg krydser åbenlyst fingrene, som om det skulle have nogen indflydelse på, hvordan Barcelona tager et frispark. Jeg har ellers normalt nok anstændighed til at gemme min overtro bag ryggen. Nu flagrer mine korslagte fingre over hovedet, som er jeg med i en Beyoncé-video (tell him, boy, bye, sorry). 

Jeg kommer kun oven vande, når Anfield klapper og hujer og fortæller mig, at faren er ovre. 

Hvad skete der? Så du det? Blink, og du misser det. Bolden er i nettet igen. Jeg fatter ingenting – indrømmer det gerne over for dig. Jeg ved faktisk overhovedet ikke, hvad der er sket. Jeg kigger på dommeren. Nej, vel? Der er noget, jeg har misforstået, ikke? Vent. Hvad? 

Det føles som 10 minutters tvivl, men det er nok snarere 10 sekunders, inden jeg kaster mig i armene på mine venner igen. 

Lydmuren er tilbage. Usammenhængende tekst og splinter af sange. Piftelyde og rabalder. 

Da slutfløjtet lyder, transformerer intensiteten sig på ny. Fundamentet er ikke længere trods, men uendelig tilbedelse. Jeg står på mit sæde med armene rundt om ikke kun Anfield, men hele verden – alle jer, der kropsliggør kærlighed og venskab og Liverpool. Hvordan, jeg finder energi til at stå på benene, er uvist (energien slipper da også brat op midt i dansen kl. 2 om natten). Selv vores gigant, Virgil Van Dijk, har lagt sig fladt på ryggen på græstæppet. Klopp løfter den ene efter den anden spiller i omfavnelser, der kan give enhver røde kinder. 

Vi synger You’ll Never Walk Alone og svajer – ikke i takt med melodien, men i takt med spillerne, der stimler sammen foran os. Os, der er dem, og dem, der er os. Der blev gjort nar dengang, Klopp samlede sit hold efter en sidsteminutsudligning mod West Brom (gæt selv, hvem der scorede…. Hej, Big Div). De stod der, hvor de gør nu, foran The Kop og hyldede fansene. Det er ikke et sjældent syn i Danmark, men fodbold-England var uforstående og udenforstående. 

Den gnist har nu ført os hertil. Det bånd, Jürgen Klopp lovede os, er til at tage og føle på. 

I kampens kølvand er jeg stadig ikke helt sikker på, hvad jeg har været vidne til. Jeg er ikke altid (aldrig) så god til at håndtere, når ting slutter, så dagen efter er jeg gentagne gange spontant ved at bryde ud i gråd, fordi jeg har oplevet noget helt ekstraordinært, der nu er ovre. Noget, jeg ikke kan få igen. Det lyder måske fjollet, men det er som om, at jeg bliver prikket med en knivspids over hele min krop. Det gør ikke sådan rigtigt ondt, men det er ubehageligt over det hele, især i mit bryst. Det er sorg over glæden. Det er udmattelsen, søvnmanglen og adrenalinen, der falder ned, falder på plads, gør mig menneskelig. 

Den menneskelighed ser jeg i Jimmy Milners tårer og i Jordan Hendersons kaptajnhed (der er ikke et spørgsmål om, hvorvidt han er værdig – come at me, bro). Hendos krop er i trævler. Han råber angiveligt ”inject it into my veins” til klublægerne i pausen – giv mig alt det smertestillende, I kan give mig, så jeg kan få det her til at ske. For fansenes skyld og min egen. 

For den her gruppe af spillere kommer alle sammen et sted fra. De bærer en historie og en ærlighed med sig, der gør dem så fandens lette at holde af. De beviser gang på gang ikke bare deres værd som fodboldspillere, men i den grad som mennesker. Det er det, der gør, at vi kan se dem i øjnene. 

Måske læste du også mit blogindlæg fra før kampen. Her sluttede jeg af med en kendt Walt Whitman-linje (the powerful play goes on and you may contribute a verse). Måske hørte både spillere og supportere mig og besluttede sig for, at sæsonens sonet fortjente endnu en linje. Deres og vores historier er ikke færdigskrevet. 

Vi har netop set noget, som vi kan give videre til vores efterkommere. Til evig tid kan jeg fortælle dig om den gang, Trent Alexander-Arnold scorede det mest Scouse mål nogensinde. Hvilken frækhed, man dog skal have, for at kunne gøre sådan noget. Knægten er kun 20 år. Hvilken intelligens og viljestyrke. Jeg gloede garanteret bare på mine egne sko og krydsede fingre i det øjeblik. 

Trent er også den allersidste spiller, der forlader grønsværen. Lige som mig vil han ikke have, at det er ovre.  Som den eneste spiller tager han turen hele vejen rundt om Anfield. Jeg får næsten tårer i øjnene nu, mens jeg skriver det her. Der er noget hjertegribende ved ham, som han trasker der, armene over hovedet. The Kop synger med på John Lennons Imagine. Kitsch, men passende. 

Klokken er 1 om natten, og jeg danser og synger og danser og synger lidt mere. Og så køber jeg en flybillet hjem fra Madrid (udturen må jeg bekymre mig om senere, tænker jeg), og så drikker jeg min øl færdig. 

Drink it in, venner. Det her. Historie. Nuet. Livet.
 








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned