BUSKELYSEN: MASSIV STOLTHED ?>










  • FLERE STATISTIKKER


BUSKELYSEN: MASSIV STOLTHED






I omkring 88 sekunder var jeg i en rus af lykke. Her blev mine øjne våde. Våde over tanken om hvad der kunne og ville ske, sådan cirka 75 minutter senere, såfremt det hele ville holde hjem.

Det gik et gys igennem mig, da meldingen fra Brighton-kampen løb ind. 1-0 til hjemmeholdet mod City og Sadio Mané havde bragt os på de samme cifre ti minutter forinden.

At opleve den følelse, var præcis det jeg havde håbet på, da jeg valgte at se kampen blandt ligesindede fellow Reds på et proppet Old Irish Pub, frem for hjemme på den sædvanlige plads i min sofa. Jeg vidste, at skulle sensationen og endnu et mirakel indtræffe, så ville jeg bittert fortryde, bare at sidde hjemme i en pinlig ædru tilstand, mens min drøm om et engelsk mesterskab blev en realitet.

Jeg havde den der snert af hvad nu hvis ...

De to stillinger var en drøm. Drømmen varede i under to minutter - men den var der og jeg fik den med, så jeg fortryder ikke. Drømmen lever dog stadigvæk videre. Det her var i min optik ikke 2008/2009-sæsonen og det var da slet ikke 2013/2014-sæsonen. Vi dummede os ikke i slutspurten. Vi kørte på og kørte på og vandt og vandt, men det var ikke nok i forhold til et andet fodboldhold ...

Devisen for og signalet til vores direkte konkurrenter fra Manchester City, var ellers ganske klar, da de den 29. janaur tabte til Newcastle: Hvis I vil vinde mesterskabet, så gør I nok klogt i at vinde jeres sidste 14 kampe. Og hvad sker der? De vinder så 14 kampe i træk. Det er klasse. Det må jeg bare anerkende og tage hatten af for. Noget af det kom i hus med hiv og sving.

Men i bund og grund må jeg bare sige stort tillykke med mesterskabet til Man City. For mig er det en fodboldklub uden identitet. Den er skruppelløs og jeg bryder mig ikke om den. Den er en intetsigende arabisk oliegigant og jeg kan aldrig etablere et forhold eller en relation til den. Men det ændrer ikke på, at de igen igen har haft en monstersæson og står tilbage som de bedste endnu engang.

Dermed vil der gå (mindst) 30 år uden et mesterskab. Om et år kan jeg måske sige, at vi står overfor at vinde det første mesterskab i 30 år. Det er syret ovenpå denne historiske sæson. Det er i det hele taget bare uhørt. I 25 andre år siden det hed Premier League i 1992, havde de her 97 point været nok til et mesterskab.

Jeg kan så nemt som ingenting pege på en helt masse omstændigheder der gør, at Liverpool ikke står med mesterskabet i dag. Jeg kan fremhæve 1,12 centimeter på Etihad i begyndelsen af året. Det var hvad en bold manglede for at være over stregen.

Jeg kan fremhæve de to uafgjorte kampe ultimo janaur og primo februar mod hhv. Leicester og West Ham. Særligt Leicester-kampen burde have givet en sejr. Det samme kan man sige om de to uafgjorte udekampe mod Man United og Everton. Især mod Everton havde vi chancer nok, men fik ikke scoret.

Men helt ærligt. Den her sæsons indtryk skal altså ikke ødelægges af de kampe. Det er sgu alt i alt mere end okay. Det sker at man ikke rammer dagen. Vi har spillet 38 kampe, vundet de 30 af dem, spillet 7 af dem uafgjort og blot tabt én enkelt. Det kan virke jævnt tungt, at Liverpool så ikke tager mesterskabet og lige nu er jeg da også ked af det indeni, men det går hurtigt over, modsat den seneste gang i 13/14, hvor det også var tæt på.

Undervejs i sæsonen har jeg nu skrevet 38 analyser. Jeg har derudover brugt oceaner mængder af tid på at debattere Liverpools færd på sociale medier. Jeg har brugt åndssvage sætninger som:

-Hvorfor i alverden fik vi ikke Leon Goretzka og Nabil Fekir eller en anden dåseåbner? De ville have gjort en kæmpe forskel.

-Det var da tåbeligt, at låne Nathaniel Clyne ud, når vi nu står og har brug for ham.

-Jordan Henderson passer altså ikke ind og James Milner er ved at være for gammel.

-Det er fordi Zeljko Buvac mangler, at vi taber på udebane i Europa.

-Joël Matip og Dejan Lovren kommer ikke til at udgøre samme bastion som Joe Gomez.

Det var jo - set i bakspejlet - tåbeligt at komme med de profetier. Jeg har jo ikke på noget tidspunkt haft noget at have det i.

Omvendt. Hvis det er det eneste negative jeg har haft at skrive om i en hel sæson, så viser det godt nok også hvor umådeligt langt Jürgen Klopp har flyttet denne klub og dette hold.

Klopp ankom i efteråret 2015 og overtog en blødende klub. En klub der i den sæson, altså 15/16-sæsonen, sluttede som nummer 8(!) med blot 60 point. Vi endte 21 point efter mestrene fra Leicester. Vi endte bag Arsenal, Tottenham, Man City og United - men vi endte også bag Southampton og West Ham. What the fuck?! Kun Chelsea var værre i den sæson. Vi tabte endvidere både Liga Cup- og Europa League-finalen.

Jürgen Klopps første startopstilling til udekampen mod Tottenham i oktober 2015, bestod af Simon Mignolet på mål. En backkæde med Nathaniel Clyne, Martin Skrtel, Mamadou Sakho og Alberto Moreno. En midtbane med James Milner, Lucas Leiva og Emre Can samt et angreb med Adam Lallana, Philippe Coutinho og Divock Origi.

Der er jo en gigantisk verden til forskel på den opstilling og så den vi stiller med om små tre uger i Madrid i årets Champions League-finale, hvor alle mand med undtagelse af Naby Keita, formentlig er til rådighed.

Der har været en konstant fremgang for det her hold. Året efter - i 16/17-sæsonen - blev det til 76 point og en 4. plads samt et semifinale-exit til Southampton i Liga Cuppen.

Sidste år efter 17/18-sæsonen, blev det igen til en 4. plads denne gang med 75 point - samt et Champions League-finalenederlag til Real Madrid.

Nu har vi så rundet en 2. plads og spillet hele 97 point i hus, der er ny klubrekord. Endvidere står vi i endnu en CL-finale. Det er fandeme udvikling. Klopp må gerne få sat pennen på en ny 5 årig kontrakt, tak!

Jeg har haft så overdrevet mange fede momenter og højdepunkter med Liverpool i denne sæson. Lad mig plukke nogen af de helt store øjeblikke ud:

-Roberto Firminos indhop og mål mod PSG

-Mohamed Salahs mål mod Napoli

-Alissons kæmpe redning mod Napoli i sidste minut

-Daniel Sturridges vanvittige udligning på The Bridge

-Divock Origis overtidsscoring mod Everton

-Xherdan Shaqiris indhop og to mål mod United

-Roberto Firmino mod Arsenal 2. juledag

-Sadio Manés mål mod Bayern München 

-Virgil van Dijk mod Watford, ja bare van Dijk

-Hugo Lloris-boldtab for Spurs til allersidst

-Mohamed Salahs mål hjemme mod Chelsea

-Vores to backs samlet antal assists

-To gange Golden Boots til Mo Salah og Sadio Mané 

-Flotte 21 clean sheets og Golden Gloves til Alisson

-Miraklet i tirsdags på Anfield mod Barcelona 

-Årets spiller i PL til Virgil van Dijk

... og så har jeg sikkert undladt et hav af andre vilde og glædelige højdepunkter i denne jubelsæson.

På samme måde som jeg må tage hatten af for Pep Guardiola og Man Citys sæson, må jeg bare gøre det samme for Jürgen Klopp og drengene. Jeg er med på, at alle vil spørge hvor pokalen er henne. Jeg er med på, at en fodboldklubs præstationer vurderes på og gøres op i pokaler. Sådan fungerer det i den kyniske fodboldverden og jeg deler normalt også den holdning.

Med mine farvede briller, så gør jeg dog en undtagelse med det her hold i lige nøjagtig denne her sæson. Jeg ville være et skarn, hvis jeg påstod, at det ikke var godt nok, selvom det jo dybest set ikke er det. Jeg ser tilbage på Premier League-sæsonen med en enorm stolthed. Et historisk kapløb er slut, førstepladsen skiftede konstant og i sidste ende endte det uforløst for Liverpool, men jeg er ligeglad. Den her sæson er mere end godkendt på alle områder.

Kampen i går mod Wolves cementerede den følelse jeg har haft hele sæsonen igennem. Det er en stærk modstander. Noget nær det stærkeste udenfor top 6. En vanskelig en af slagsen på trods af deres status som oprykker. Alligevel vinder vi 2-0 og giver dem maksimalt en eller to chancer. Vi ramte langt fra vores niveau, men dominerede alligevel kampen og efterlod ikke den store tvivl om udfaldet. Udtrykket er bare markant anderledes nu - og vi kan nærmest gå på vandet.

Det er ren klasse. Det her hold har ikke på noget tidspunkt givet op. Vi formåede at stå skarpe helt frem til og med sidste spillerunde og vandt vores sidste 9 kampe i træk, for at putte maksimalt pres på oliedrengene fra Manchester.

Det vildeste og det fedeste er, at sæsonen endda ikke engang er slut endnu. Vi har en sidste kamp i Madrid at se frem til. Årets Champions League-finale. Det kan næsten ikke skrives smukkere. Vi har chancen for en pokal. Den største der findes. Det havde vi også for et år siden i Kiev. Men dengang måtte Mo Salah gå tidligt ud og Loris Karius forærede to mål til Real Madrid i en kamp hvor vi ellers var ret godt med.

Nu venter Tottenham Hotspur. Dem slår vi 8 ud af 10 gange i vores nuværende forfatning med vores nuværende hold. Det er bestemt ikke lig med at det sker den 1. juni. Det vil dog unægtelig være en stor skuffelse, hvis ikke det sker, velvidende at det helt sikkert er et fodboldhold med en manager, som man skal have den dybeste respekt for.

De har også leveret mirakler i CL-kampagnen. De har slået Man City ud, de har skabt en sensation og et mirakel i Amsterdam og de har formentlig igen deres topscorer til rådighed. Det bliver langtfra nemt og det kan på ingen måde sammenlignes med et PL-opgør. Det bliver noget helt andet.

Jeg glæder mig helt enormt. Jeg er slet ikke i tvivl. Det bliver en dag på linje med sidste år. Sommer og sol, kolde fadøl og flere tusinde danske Liverpool-fans samles for at hjælpe drengene på vej til den 6. europæiske triumf.

Dermed er det heller ikke helt tak for i år fra min side. Jeg har en sidste kamp at analysere. Jeg har en sidste kamp at se frem imod. Noget jeg ikke troede på for en uge siden. Et bevis på, at man aldrig skal stoppe med at tro.

My Liverpool! ❤️ Next year! Up the Reds! 🔴








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder













Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned