TAK FOR I ÅR, REDMEN ?>










  • FLERE STATISTIKKER


TAK FOR I ÅR, REDMEN






Efter lørdagens finalearrangement i Gladsaxe har jeg kun én ting at sige:

Wow.

Når jeg skal forklare det at være fodboldfan af et bestemt hold, sammenligner jeg det med et ægteskab – selvom jeg endnu ikke har været gift. Men jeg forestiller mig, at et ægteskab er noget, hvor man har ubetinget kærlighed, tvivl, skænderier – store opture og nedture. Og sådan har det været for mig, siden jeg giftede mig med Liverpool for 14 år siden, efter at have haft en intens flirt siden december 2004. (3-1 mod Olympiakos i gruppespillet, hvis nogen skulle være i tvivl)

Forskellen fra et almindeligt ægteskab til mit ægteskab med Liverpool er, at jeg aldrig nogensinde kan søge om skilsmisse og finde en anden. Og efter at have fornyet ægteskabsløfterne i selskab med 4000 andre på Gladsaxe Stadion, er skilsmisse også det sidste, jeg har lyst til.

Jeg ankom til Gladsaxe Stadion et par timer efter arrangementets begyndelse og er stadig blæst bagover af det voldsomt stærke fællesskab, der præger Liverpool-fanmiljøet herhjemme. Jeg oplevede at samles om klubbens vigtigste kamp i selskab med folk, jeg har krammet, diskuteret, drukket og skrålet med, siden jeg satte mine fødder på Ludwigsen i København, da Liverpool bankede Tottenham (!) 5-0 på White Hart Lane tilbage i 2013, men jeg krammede ligeså mange mennesker, jeg aldrig har set før.

Der er en voksende utilfredshed med, hvad og hvordan vi dyrker det her fællesskab blandt fans af primært Superliga-klubber på Twitter. De siger, at det er pinligt og mærkeligt, at vi elsker en klub, vi ikke er vokset op i nærheden af. Men hvis det er sandheden, så har jeg tænkt mig at fortsætte ufortrødent med at være pinlig og mærkelig i næste sæson også. Og mange sæsoner efter. Og jeg håber, at I rundt omkring i landet vil være med.

Den rigtige slutning

For et par uger siden, sad vi alle sammen med malurt i bægret, da Premier League sluttede, og Liverpool blev to’er med 97 point. Jeg havde bildt mig selv ind, at det eneste, der kunne ødelægge min dag, var pointtab til begge hold, men da sæsonen blev fløjtet af, måtte jeg alligevel råbe min frustration ud. Hvor var det uretfærdigt.

Men City sluttede med at vinde i 18 ud af de sidste 19 kampe og de sidste 14 i træk. Det er et hold, der har fået 198 point på to sæsoner. Nu håber jeg bare, at når vi tænker tilbage på 18/19, så husker vi den tætte Napoli-sejr, sejren på Allianz, det voldsomme comeback på Anfield mod Barcelona, og at Liverpool vandt Champions League i en ellers uskøn kamp for den neutrale tilskuer. Jeg har selv set den to gange siden. Det er i hvert fald fjollet at diskutere, hvornår mesterskabet blev smidt, når sidste pointtab var i begyndelsen af marts.

Kun begyndelsen

Om end jeg forstår og selv føler desperationen efter at vinde den forjættede Premier League-titel, så vil jeg understrege, at det i mine øjne føles forkert at diskutere, hvornår mesterskabet blev smidt, fordi vi kommer tilbage og jagter det igen næste år. Jeg nægter at tro på, at næste sæson bliver ligesom 09/10 eller 14/15, hvor vi byttede andenpladser ud med en placering udenfor top 4. Holdet er ungt og bugner af klasse, som vi skal tilbage til tidligere tiders mesterhold for at finde lignende. Alisson, Virgil Van Dijk, Trent Alexander-Arnold, Andy Robertson, Fabinho, Gini Wijnaldum, Sadio Mané, Mohamed Salah og Roberto Firmino er spillere, som jeg er sikker på, at fans af de fleste rivaliserende hold gerne ville have på deres hold. Men de spiller i den røde trøje og efter at have været så tæt på et mesterskab, men alligevel vundet Champions League, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at de kun er mere sultne forud for næste sæson. Og udover de nævnte spillere, er der flere solide navne, som også har store aktier i denne sæson – James Milner og Jordan Henderson.

Byg Jürgen en statue

”A message to those Liverpool supporters? We have to change. From doubters to believers.”

Jürgen Klopp er en citatmaskine, slår mig som et fremragende menneske, alle I verden gerne ville drikke en øl med. Men først og fremmest er hans en fantastisk manager, der – tålmodigt – har løftet Liverpool tilbage i toppen af fodbold. Han regnede med, at han nok ville være i schweizisk fodbold, hvis ikke han havde vundet noget i løbet af fire år, og selvom det kun lige akkurat lykkedes, så er jeg ikke i tvivl om, at han er den bedste manager for klubben i dette årtusinde – minimum.

For fire år siden var vi stoppet med at spille fodbold. Vi sluttede Steven Gerrards Liverpool-karriere med et 6-1-nederlag ude mod Stoke, og Brendan Rodgers havde prøvet halvdelen af truppens offensivspillere på venstre wingback i desperat jagt på den rigtige formel. Det har været en stejl læringskurve for truppen, Klopp og klubben, men det er stort set kun gået frem. Vi er gået fra modløs fodbold under Rodgers til først at spille fantastisk offensivt, men defensivt håbløst heavy metal-fodbold til nu at spille som et kynisk vinderhold, der har den rigtige balance mellem at spille modstanderne baglæns ud af stadion og lukke totalt af, når det er nødvendigt.

Giv ham en ny kontrakt. Og en statue. Let´s talk about six, baby.

Verdens mest usandsynlige helt

Da nu 24-årige Divock Origi kom tilbage fra et pauvert lejeophold i tyske Wolfsburg forud for denne sæson, var jeg den største fortaler for, at vi solgte ham. Med Michael Edwards i spidsen for en salgsproces forestillede jeg mig også, at vi ville få meget mere, end hvad jeg mente, han var værd. Men han blev. Og nu er han et ikon.

Everton efter 96 minutter. Newcastle efter 85. To mod Barcelona I en Champions League-semifinale med ryggen mod muren og nu 2-0 i en Champions League-finale. Det er ikke mange mål, og måske bliver han ikke den superstjerne, han blev spået til, men jeg kan ikke komme på en spiller, hvor fem ud af syv mål på en sæson var så vigtige og legendariske. Giv ham en ny kontrakt.

Football without Origi is nothing.

God sommer, Redmen. You’ll never walk alone.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned