KAMPPROGRAMMET 19/20: DET GODE, DET SVÆRE OG DET SPØJSE ?>










  • FLERE STATISTIKKER


KAMPPROGRAMMET 19/20: DET GODE, DET SVÆRE OG DET SPØJSE






I går faldt kampprogrammet for 2019-2020 sæsonen på plads og vi kan ligeså godt sige det med det samme: Det bliver endnu en ruchebanetur, som forhåbentlig ender med at the reds placerer sig et enkelt trin højere i tabellen end i den netop overståede sæson.

Men hvad skal vi lægge mærke til i kampprogrammet? Her er nogle bud.

 

Det gode

1. Stærk sæsonstart

Åbningsprogrammet ser fornuftig ud. Især er der gode muligheder for fuld plade i de fire august-kampe, hvor Arsenal (H) i tredje runde er et godt første-møde med et formodet top 6-hold.

 

2. Festligt julebal

November og december ligner også to måneder, hvor Liverpool skal sætte en stærk stime sammen. Der er i alt 10 kampe i disse to måneder, hvor vi i starten af forløbet kan slå City hjemme. Derefter er det på papiret ret overkommeligt hele vejen til jul. Her skal Klopp have maskineriet til at kværne point hjem i massevis inden den svære januar.

 

3. Åndehul inden slutspurten

Februar og marts skal ligeledes give en masse point. I disse to måneder er et away-derby mod the bitter blues det sværeste punkt.
 

Det svære

1. Brutal slutning

Først og fremmest ser slutningen svær ud. Arsenal (U) og Chelsea (H) lige i rap i den svære maj, hvor vi forhåbentlig stadig er med i en eller flere pokalturneringer. Hvis vi igen ligger i tæt kamp i toppen af tabellen, så er det to rimelig svære kampe at slutte med.

 

2. Hektisk nytår

December ser hektisk men overkommeligt ud, når vi ser på modstanderne. Et travlt program indebærer altid en risiko, og Liverpool udsættes igen for tre kampe på syv dage henover jul og nytår i form af Leicester (U), Wolves (H) og Sheffield (H).

 

3. Krævende dobbelt-bills

Flere gange i løbet af sæsonen står Liverpool over for to krævende opgør lige i træk. Det gælder i oktober, hvor vi møder Manchester United (U) og Spurs (H) to weekender i træk med en Champions League gruppekamp i midtugen. I januar venter de to samme hold igen på os lige efter hinanden – denne gang først Spurs den 11. januar (U) og United den 18. januar (H).

Den føromtalte svære slutning rummer Arsenal og Chelsea lige i træk, henholdsvis den 2. og 9. maj – endda med en potentiel Champions League-semifinale lige i midten.

 

Det spøjse

1. Vinterpause

I 2019/20 kører Premier League for første gang med "vinterpause", hvor hvert hold får 14 dages pause i løbet af februar. For vores vedkommende ligger den mellem Norwich (8. februar) og West Ham (22. februar).

 

2. Åbningsdrama

Liverpool åbner sæsonen mod oprykker-holdet Norwich. På papiret en overkommelig modstander – men en oprykker kommer altid med fuld gejst. Kan vi undgå et præmiere-chok?

 

3. ”Kopites singing, having fun”

December byder igen på et hjemme-derby mod de blå. Merry Christmas, Everton!

 

4. De svære måneder

Oktober, november, januar og februar er som regel lavsæson for rød pointhøst. November og februar ser på papiret overkommelige ud, mens oktober og januar igen ser svære ud. I begge disse måneder har vi Spurs og United. Bliver det næste år, at vi holder skruen i vandet igennem de svære måneder?

 

5. Rafa i gavehumør?

Vi slutter af med Newcastle på udebane – i år havde vi den udekamp i næstsidste runde. Bliver det et voldsomt forvandlet Newcastle-hold, vi kommer til at møde, hvis klubben pludselig har fået sheik-penge – og vil Rafa stadig være flink ved os? Oh well - football without Origi is nothing!

 

6. VM for klubhold

Der har været meget tvivl om, hvorvidt VM for klubhold skulle afvikles i 2019 og 2020, mens Fifa gør klar til fra 2021 at gøre det til en turnering med 24 hold, der afholdes hvert fjerde år om sommeren - ligesom landsholdenes VM.

Men den 3. juni blev det gjort officielt: Liverpool deltager i syv turneringer i den kommende sæson - herunder VM for klubhold, der spilles i Qatar med det sædvanlige format: Seks hold og afholdelse i december. Hvilken indflydelse, det vil få på kampprogrammet i ligaen, vides endnu ikke.

 

De andre

Liverpool er naturligvis ikke den eneste klub, der har fået et kampprogram fyldt med både udfordringer og muligheder. Her er et par nedslagspunkter på det, der venter vores konkurrenter:

 

1. Brutal jul for Everton

De må have spærret øjnene gevaldigt op på den anden side af Stanley Park da Everton så deres december- og nytårsprogram. En nærmest grotesk stime venter vores blå venner som i træk møder Liverpool (U), Chelsea (H), Manchester United (U) og Arsenal (H).

Så får de ganske vist et kort pusterum mod Burnley og Newcastle i juledagene inden City venter på udebane den 1. januar. Merry Christmas, Everton!

 

2. Gunners fejrer svært nytår hjemme

Arsenal rammer, ligesom Liverpool, ind i et par udfordrende dobbelt-opgør. The Gunners har Liverpool og Spurs lige efter hinanden i slutningen af august hvilket gentager sig lige henover månedsskiftet april/maj. Og så er der nytåret, hvor Arsenal møder Chelsea den 28. december og Manchester United på første dag i 2020 – begge opgør dog på hjemmebane.

 

3. Nem afslutning for City

Det er ganske vanskeligt at forudse, hvor man som Liverpool-fan skal håbe på at suveræne Manchester City smider point. Kan det mon ske allerede i anden spillerunde, hvor Tottenham kommer på besøg? Eller hvad med en ikke helt nem udekamp mod Crystal Palace lige efter en landskampspause i oktober? Måske skal man snarere håbe at City får det svært på udebane hos Arsenal i den hektiske december – lige efter en midtugekamp i Champions League?

Man skal i hvert fald næppe sætte sin lid til at Pep & Co. dummer sig i slutningen af sæsonen, der byder på Southampton (U), Newcastle (H), Brighton (U), Bournemouth (H), Watford (U) og endelig Norwich (H). Citys sidste på papiret svære kamp er dermed rent faktisk hjemme på Etihad mod Liverpool den 4. april.

 

4. Ole’s at the wheel…

Norske Ole Gunnar må hellere få sat sig godt til rette i bussen fra start for hans Manchester United-mandskab har en stor opgave allerede i sæsonens første runde, hvor Chelsea kommer på besøg. Derudover venter en svær uge i december, hvor Spurs og City venter med fire dages mellemrum, og en storkamp ude mod Arsenal på nytårsdag.








Kunne du lide denne artikel?




Seneste nyheder















Bliv medlem - FRA KUN 25,- pr. måned